Cleantech trækker udenlandske studerende til Danmark
Studerende fra hele verden strømmer i disse uger til Danmark for at lære om energiteknologi. De danske ingeniørsommerskoler er populære i udlandet.
15.08.2012 |

Aarhus Universitets ingeniørsommerskoler er populære. Især blandt udenlandske studerende, som vel have del i dansk viden om energiteknologi.
Overgangen fra vores nuværende energisystem til et system, der er 100 procent baseret på vedvarende energikilder er i gang, og verdens unge vender blikket mod Danmark, når de skal suge ny viden til sig.
I alt 115 udenlandske studerende deltager i denne uge i de internationale ingeniørsommerskoler ved Aarhus Universitet, som er arrangeret i tæt samarbejde med en række andre uddannelsesinstitutioner og virksomheder i branchen.
Sommerskoleprogrammet består af fire intensive kurser med hvert sit teknologispor. De studerende lærer om enten vind, el, fjernvarme eller biobrændsel.
Studerende: Danmark er et laboratorium
Francesco Del Vecchio er en af de studerende, som har valgt at bruge to uger af sin sommerferie i Danmark. Her skal han studere integration af vind i energisystemet, og det er en enestående mulighed, siger han:
- Jeg har længe drømt om at komme til Danmark, som er årtier foran andre europæiske lande, når det gælder cleantech. Her er et stærkt uddannelses- og forskningsmiljø, flere af verdens førende virksomheder i branchen og nogle politiske visioner, som gør det til en ekstrem interessant case. På mange måder kan man sige, at landet er et udviklingslaboratorium for grøn teknologi.
Francesco læser til ingeniør på et universitet i Italien og satser på en karriere i vindindustrien. Når han er færdiguddannet vil han søge job i Danmark.
Vil have del i dansk knowhow
Årsagen til den voksende interesse for universitetets ingeniørsommerkurser blandt udenlandske studerende skal især findes i en unik studiemodel, der involverer et meget tæt samarbejde med erhvervslivet. Det mener Conni Simonsen, direktør ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet:
- Vi mærker en meget stor interesse for vores sommerskoler blandt udenlandske studerende. De studerende kommer her, fordi de vil have del i vores viden og skabe en grønnere fremtid for deres hjemlande. De får en unik mulighed for at komme helt tæt på virksomhederne i branchen, og de bliver udfordret til at bruge deres teoretiske viden til at løse virkelige og helt aktuelle teknologiske problemstillinger. Det er en undervisningsform, som typisk er hel ny for dem, siger hun.
De studerende følger et intensivt to-ugers forløb, og de undervises blandt andet af specialister fra virksomheder, som omfatter Vestas Wind Systems A/S, Siemens Wind Power A/S, Dong Energy A/S, Novozymes A/S og Grundfos A/S.
Virksomheder på talentjagt
Per Hessellund Lauritsen arbejder til daglig som forskningschef i Siemens Wind Power, men deltager i disse uger i de studerendes sommerskole. Han fortæller, at ingeniørsommerskolerne er med til at synliggøre dansk højteknologisk knowhow.
- Vi vil gerne være med til at stimulere en interesse for vindenergi blandt unge ingeniørstuderende. Sommerskoledeltagerne er vigtige ambassadører for os. De kan være med til at udbrede kendskabet til vores virksomhed og ekspertise, og det kan udvide vores fremtidige rekrutteringsmuligheder i udlandet, siger han.
Samme melding lyder fra Novozymes A/S. Her giver sommerskolerne mulighed for, at virksomheden kan komme i dialog med talentfulde studerende fra udlandet:
- Vi er glade for at deltage i sommerskolerne. Novozymes vækst foregår primært uden for Danmark, og med sommerskolerne får vi kontakt til et håndplukket udvalg af de dygtigste studerende fra mange lande. Adgangen til et velkvalificeret rekrutteringsgrundlag er afgørende, når vi skal styrke vores globale konkurrencekraft, siger Ulrich Madsen, CS Application Manager i Novozymes A/S.
Ingeniørsommerskolerne har et begrænset antal pladser og optager derfor ansøgere på baggrund af tidligere studiepræstationer og motivation for at deltage.
KONTAKT
Erik Kristiansen, ansvarlig for Aarhus Universitets ingeniørsommerskoler: ekr@iha.dk; 4189 3012




