Du er her: AU » Om AU » Science and Technology » Aktuelt » Nyheder » Vis

Flyfotos giver ny viden om udtynding af indlandsisen

Selv om den grønlandske indlandsis i øjeblikket smelter hurtigt, er det endnu for tidligt at forudsige, hvor hurtigt den vil forsvinde. Ny dansk forskning viser nemlig, at indlandsisen to gange siden 1985 har været på retur og siden har stabiliseret sig igen.

03.08.2012 | Peter F. Gammelby

Den kælvende front af en af gletsjerne til Upernavik Isstrøm. Gletsjeren i midten af billedet rejser sig ca. 40 meter over havoverfladen. Foto: Niels J. Korsgaard, Statens Naturhistoriske Museum.

Overblik over de fire gletsjere som udgør Upernavik Isstrøm. Gletsjerfrontene er indtegnet ud fra luft- og satellitfotos og viser de fire gletsjeres tilbagetrækning over tid. Grafik: Kristian K. Kjeldsen, Statens Naturhistoriske Museum. (Klik på billedet for større version)

Det er en kendt sag, at stigende lufttemperaturer får indlandsisen overflade til at smelte hurtigere. Men isen er også under ”angreb” fra stigende havtemperaturer, som destabiliserer indlandsisen og får de store gletsjere til at flyde hurtigere ud i havet og dermed medfører en dynamisk udtynding.

FN’s klimapanel, IPCC, har i flere år efterlyst viden om denne anden store effekt på indlandsisen, men der har manglet data fra tiden før de satellitbaserede målinger begyndte i det 21. århundrede.

Den mangel har et forskerhold fra Københavns Universitet, DTU, Kort- og Matrikelstyrelsen og Aarhus Universitet nu rettet op på: ved at kombinere moderne satellitdata med gamle luftfotos fra en 700 km lang strækning af det nordvestlige Grønland er det lykkedes at fremstille digitale højdekort af indlandsisen for de sidste 30 år.

Projektet lededes af lektor Kurt H. Kjær fra Københavns Universitet, som fik ideen til at lave de nye højdekort.

Stabil mellemperiode

Det nordvestlige område er et af de helt store ”hotspots” for udtyndingen af indlandsisen og dermed de store vandmasser, der løber ud i havet.

De nye data viser, at der i perioderne 1985-1993 og 2005-2010 skete voldsomme udtyndinger, hvor indlandsisens rand blev ustabil og brækkede af i havet – og at ismassen i den mellemliggende periode var ret stabil. Forskerne vurderer, at begivenhederne hovedsageligt skyldtes ændrede havtemperaturer, mens lufttemperaturen som primært styrer overfladesmeltningen spillede en mindre rolle.

Udtynding aftager igen

Og de konkluderer, at den nuværende dynamiske udtynding af indlandsisen sandsynligvis vil aftage igen indenfor en ganske kort årrække – og at disse udsving gør det svært at forudsige, hvor meget Indlandsisen i Grønland i fremtiden kommer til at bidrage med til det globale havniveau.

Forskernes resultater er netop offentliggjort i det anerkendte videnskabelige amerikanske tidsskrift Science.

- Hidtil har FN’s modeller for smeltevandets betydning kun baseret sig på overfladesmeltning, som er muligt at kvantificere. Det er sværere med havtemperaturens indflydelse på gletsjerne, og derfor er den slags dynamiske begivenheder ikke medregnet i modellerne. Det betyder, at FN’s estimater er minimumsværdier – og at smeltevandet fra dynamisk udtynding altså skal lægges oven i tallene fra overfladesmeltningen, fortæller ph.d. Nicolaj K. Larsen fra Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.

Hans bidrag til projektet har været at sammenstille og analysere eksisterende luft- og havtemperaturer fra Nordvestgrønland for at forstå sammenhængen mellem de observerede begivenheder med ismassetab og ændringer i klimaet.

Læs mere om projektet her

eller læs artiklen i Science her

Nicolaj K. Larsen kan træffes på email nkl@geo.au.dk

og på mobiltelefon 2899 2586

Science and Technology, Institut for Geoscience, Offentligheden / Pressen, Forskning
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.05.2013

Her finder du Science and Technology

KONTAKTINFORMATION

Science and Technology
Aarhus Universitet
Bygning 1431
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C
E-mail: scitech@au.dk
Tlf. 8715 0000
Fax: 8715 2068

NUMRE

CVR-nr: 31119103
P-nr: 1009828059
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
Vimeo

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk