Grønlandsk performancekunst på Institut for Kemi
Kemisk Institut spillede en vigtig rolle, da den grønlandske performancekunster Jessie Kleemann ville udstille fersk sælspæk i Aarhus Kunstbygning - i tre måneder.
06.07.2012 |
I kælderen under Kemisk Institut har glasblæser Jens Christian Kondrup sit værksted. Her tilpasser han halsen på en amfora med luft
... og med varme.
Bunden lukkes af med både varme og luft.
Jessie Kleemann skærer spæk i skiver,
Jens Christian Kondrup fylder skiverne i amforaer.
Som barn måtte Jessie Kleemann ikke spise sælspæk. Det råder hun bod på her.
Karl Anker Jørgensen fylder lidt C-vitamin på.
Sådan så den første spæk-amfora ud efter tre måneder. Spækket er mestendels smeltet - men ikke råddent.
Jessie Kleemanns karriere som performance-kunstner fornægter sig ikke.
Skål! Karl Anker Jørgensen med den tre måneder gamle prøve, Jessie Kleemann med en frisk aftapning.
Klik på billederne for fuld størrelse og diasshow
Hvordan udstiller man fersk sælspæk i tre måneder på et museum, uden at stanken af det rådnende fedt jager publikum og personale uden for døren?
Det spørgsmål blev i foråret aktuelt for den grønlandske performancekunstner Jessie Kleemann og ikke mindst Aarhus Kunstbygning, hvor hendes udstilling Assak skulle åbne den 23. juni. En del af udstillingen er fersk sælspæk, som smelter ved stuetemperatur og bliver til olie – hvilket kunstneren ville bruge som en reference til olieefterforskningen i Grønland.
Spørgsmålet blev rettet til Institut for Kemi på Aarhus Universitet, hvor professor Karl Anker Jørgensen hurtigt fandt en løsning: han fik instituttets glasblæser Jens Christian Kondrup til at udvikle en glasamfora til formålet, fyldte spæk i den, skiftede luften i den ud med argon, tilføjede lidt C-vitamin og forseglede den grundigt.
Det virkede. Amforaens indhold skiftede karakter, ganske som Jessie Kleemann ønskede, men karakterskiftet holdt sig inde i amforaen og lod sine omgivelser i fred.
To timers arbejde
- Der skal være lidt ilt til stede for at indholdet kan rådne. Vi kunne ikke nøjes med at pumpe ilten ud, for så ville der være undertryk i beholderen, og der ville uvægerligt diffundere luft ind igen. Derfor sørgede vi for et normalt tryk i beholderen ved at skifte luften ud med argon, samtidig med at vi tilsatte lidt C-vitamin som antioxidant, forklarer Karl Anker Jørgensen.
Så kort før udstillingen åbnede den 23. juni troppede Jessie Kleemann op med en skarp kniv, nogle kilo sælspæk og et spækbræt på Kemisk Institut, hvor Karl Anker Jørgensen og Jens Christian Kondrup stod klar med 14 amforaer, et stinkskab, pumper, C-vitamin og argon. To timer senere var spækket skiveskåret og behørigt vakuumeret, antioxyderet, gasset, forseglet og klar til ophængning på museet.
Barndom uden spæk
Amforaerne indgår i en installation, der gengiver formen af den grønlandske kvindedragts krave, som i øvrigt også er med i udstillingen i en monumental udgave.
- Jeg har gennem min opvækst haft forskelligartede oplevelser med spæk. Jeg kommer fra en moderne grønlandsk arbejderfamilie, hvor vi ganske vist havde fisker- og fangerlivet tæt på i det daglige, men i min barndom var det forbudt område, og vi skulle ikke have noget med hverken spæk eller fangerlivet at gøre. I 2005 begyndte jeg at lege med tanken om at udstille det og bruge det live i min performance. I 2010 deltog jeg i en "grønlandsk" samtidskunst-udstilling med et eksperiment, hvor jeg stillede spækket ind i acrylbokse, som var ovenpå hinanden som et tårn. Jeg kaldte værket Orsoq: uuliasiorpugut - det betyder Spæk: vi graver efter olie - altså med reference til olie-efterforskningerne i de grønlandske farvande, fortæller Jessie Kleemann, og fortsætter:
- Til udstillingen på Århus Kunstbygning ville jeg gå videre med spækket, der skulle blive til olie /spæk-olie. Og eftersom man ikke kunne have ildelugtende og forrådnet spæk i en udstillingsbygning i hele tre måneder blev det besluttet, at vi skulle indkapsle spækket i glasbeholdere i stedet for, som oprindelig tænkt, i glasmontrer.
