Du er her: AU » Om AU » Science and Technology » Aktuelt » Nyheder » Vis

Nyt accelerator-anlæg på vej til Aarhus

Aarhus Universitet har skrevet kontrakt på en ny tandem-accelerator til kulstof-14 dateringscenteret. Anlægget bliver et af de mest avancerede i verden indenfor sin kategori.

15.02.2013 | Rasmus Rørbæk Christensen

Centerleder Jan Heinemeier har siden begyndelsen af 1980'erne været med til at udvikle acceleratormetoden til kulstof-14 datering på Aarhus Universitet. (foto: Rasmus Rørbæk/AU)

Aarhus Universitet kan nu se frem til at modtage en topmoderne tandem-accelerator. Det betyder, at forskerne kan udbygge deres arbejde med bl.a. klimaforskning og kulstof-14 dateringer.

AMS 14C Dateringscentret på Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet ledes af Lektor Jan Heinemeier, som har mange års erfaring i måling af kulstof-14 koncentrationer med AMS - accelerator masse spektrometri.

Blandt andet har AMS centeret netop deltaget i et forskningsprojekt, hvor man ved hjælp af bompepulsen fra Den Kolde Krig har afsløret, at den menneskelige akillessene ikke fornyer sig som andre vævstyper i kroppen. Centeret havde også en central rolle i forskningsarbejdet om nordboernes mystiske forsvinden fra Grønland for 500 år siden.

30 års viden i ny maskine

Den nye tandem-accelerator har en accelerationsspænding på op til 1 million volt, hvilket placerer den i mellemklassen for denne type teknologi. Modsat den gamle maskine er den nye helt igennem automatiseret, og fra starten ”født” med udstyr til at måle en række sjældne isotoper ud over kulstof-14, hvilket gør den effektiv for forskerne.

”Siden begyndelsen af 1980'erne har vi her på universitetet været med til at udvikle acceleratormetoden. Det er den akkumulerede viden og erfaring, der nu er basis for det nye anlægs tekniske formåen og specifikationer. Jeg er meget tilfreds med resultatet, hvor vi får et anlæg, der er målrettet vores ønsker fra første færd,” siger lektor Jan Heinemeier, der er centerleder for AMS 14C Dateringscenteret på Aarhus Universitet.

Centerlederen har spillet en nøglerolle i det nye anlægs udvælgelse og sammensætning. Den nye maskine er i stand til at måle ekstremt lave koncentrationer af næsten alle kosmogene og sjældne isotoper.

Det er den, fordi centeret i samarbejde med den hollandske producent har specificeret alle tænkelige beam-optiske elementer og diagnostisk udstyr, der gør det muligt for forskerne at ”stille skarpere” på nogle af de mest eksotiske isotoper, der får det ellers uhyre sjældne kulstof-14 til at ligne hvermandseje.

Dette nye, moderne anlæg vil styrke forskningen og udviklingen på området, hvor vi er blandt de førende i Europa. Der er ingen tvivl om, at vores nye system er blandt de mest avancerede i sin kategori, når det ankommer til campus,” siger Jan Heinemeier.

Nye muligheder

Et af de mange nye områder, forskerne på Aarhus Universitet dermed vil kunne undersøge, er sammenhængen mellem sol-aktivitet, kosmisk stråling og jordens klimaudvikling ved at udføre måling af radioaktivt beryllium i isen fra f.eks. Grønlands iskappe samt gletsjere og søaflejringer fra lavere breddegrader. Dermed kan centeret på sigt være i stand til at finde data for klimaets udvikling på jorden gennem de sidste 100.000 år og bestemme årsagerne til klimaændringer.

”Vi er i gang med at udbygge det tværfaglige samarbejde på universitetet indenfor bl.a. fysik og geologi for at styrke forskningsområdet på Aarhus Universitet. Samtidig indgår vi i en lang række forskningssamarbejder med danske og udenlandske universiteter, hvor vi oplever en stigende interesse fra omverdenen for at samarbejde med AMS centeret her på Aarhus Universitet.

Vores opbyggede know-how kombineret med den høje efterspørgsel på vores ekspertise vil betyde, at vi sikrer optimal udnyttelse af det nye topmoderne anlæg, både forskningsmæssigt og produktionsmæssigt indenfor områder som geologi, arkæologi, klima, miljø, biologi og retsmedicin. Vi går en spændende tid i møde,” siger centerleder Jan Heinemeier.

Anlægget forventes at koste ca. 18 millioner kroner, og vil blive leveret i november 2013.

Kontakt:

Lektor Jan Heinemeier

Institut for Fysik og Astronomi

Aarhus Universitet

Mobiltelefon: 2338 2318

Email: jh@phys.au.dk

Læs mere om kulstof-14:

Derfor tager det lang tid at komme sig over sene-skader

Nordboerne i Grønland mæskede sig i sæler

Om AMS 14C Dateringscenteret på Aarhus Universitet.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen, Medarbejdere
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 18.04.2014

Her finder du Science and Technology

KONTAKTINFORMATION

Science and Technology
Aarhus Universitet
Bygning 1431
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C
E-mail: scitech@au.dk
Tlf. 8715 0000
Fax: 8715 2068

NUMRE

CVR-nr: 31119103
P-nr: 1009828059
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
YouTube

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk