Teenagere bruger sommerferien på elementarpartikler
Sommerferie? Nej tak, siger deltagerne på UNF Fysik Camp, der fra den 15. – 21. juli tilbringer en uge på Aarhus Universitet i selskab med spændende eksperimenter om stråling, elementarpartikler og meget mere. Emnerne er blevet ekstra relevante i lyset af de spændende nyheder om Higgs bosonen tidligere på måneden.
17.07.2012 |
Det kommer til at gå vildt for sig på Aarhus Universitet, når 41 teenagere går i fysik-laboratorierne i denne uge. Deltagerne i ’Fysik Camp’ skal bl.a. detektere stråling ved hjælp af tågekamre og bruge helt moderne metoder til at forsøge at spore den mystiske Higgs-partikel, hvis eksistens netop er ved at blive bekræftet på CERN.
’Fysik Camp’ er arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening og er for unge på de gymnasiale uddannelser. Der har været stor interesse for campen i år, og de 41 heldige deltagere fra hele landet er nu ankommet til Aarhus Universitet, hvor de, sammen med en flok frivillige universitetsstuderende, er godt i gang med en fantastisk uge i naturvidenskabens tegn.
”Vi vil gerne give deltagerne et indblik i noget af alt det spændende fysik, der arbejdes med på universiteterne. Ud over at give dem en oplevelse med naturvidenskaben, håber vi på, at det kan hjælpe dem med at finde ud af, om det er det, de skal beskæftige sig med i deres videre uddannelsesforløb.” siger Ann-Sofie Bak Nielsen, der er koordinator for årets sommercamp.
Udover det spændende faglige program vil der også være rig mulighed for anden udfoldelse for deltagerne, da der er arrangeret et socialt program, hvor de unge mennesker kan lære hinanden at kende, og danne venskaber på tværs af landet.
Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF) er en frivillig forening, der har det formål at sprede interessen for naturvidenskab og teknologi blandt unge. Alle arrangører af campen er frivillige, der selv har valgt at bruge en uge af deres sommerferie på at formidle spændende og interessant naturvidenskab til gymnasieeleverne. Foreningen har den ære, at have H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor.
UNF Fysik Camp sponsoreres af Aarhus Universitet, Otto Mønsteds fond, Oticon fonden, Ministeriet for Børn og Undervisning, Frederiksen og Tex-Tryk.
Læs mere om Fysik Camp på fysik.unf.dk, hvor der, som campen løber af stablen, kan findes billeder til frit brug, samt en dagbog skrevet af deltagerne om deres oplevelser i ugens løb.
Kontakt:
Pressekontakt: Steffen Stokbæk, 42 21 89 02, sst@unf.dk
Koordinator: Ann-Sofie Bak Nielsen, 60 13 18 79, asn@unf.dk





