Aarhus Universitets segl

Hold C: Datalogi/IT, Matematik og Fysik

På hold C vil du i erhvervspraktikken kunne lære om:

Mandag: Datalogi/IT

Datalogi og Informationsteknologi - hvad er det?, og hvad laver man hvis man studerer det på universitetet.

I Erhvervspraktik på Institut for Datalogi kan du blive klogere på hvordan Google regner den korteste rute mellem to punkter, hvordan man arbejder med digital lyd og om hvordan fremtidens it-produkter bliver designet.

Bliv klogere på hvad computere og dataloger kan og ikke kan den dag du er i praktik på Institut for Datalogi.

Som praktikant vil du også få et indblik i hvordan livet er som studerende på vores to uddannelser: Datalogi og it.

Tirsdag: Matematik

Matematikken er mere end regnestykker og trekanter. Som matematiker for en dag vil du få et indblik i en Matematikers arbejde med matematikken ved blandt andet at møde en forsker, selv at skulle arbejde med matematikken og ved at møde matematikstuderende, der brænder lige så meget for matematik, som du gør.

Onsdag: Fysik

På Institut for fysik og astronomi, vil I møde en forsker, der vil fortælle jer om, hvad han/hun forsker i. Forskningen på instituttet strække sig over mange forskellige emner lige fra afstandsbedømmelse i det enorme univers til beskrivelse af vekselvirkningen mellem lys og atomer. 

Studerende ansat ved besøgsservice vil vise jer rundt i kælderen på instituttet, hvor det meste af forskningen sker. De vil desuden gennemføre en række fysikeksperimenter med jer, hvor I får lov til at arbejde med flyende kvælstof, som er næsten minus 200 grader Celcius koldt. 

Det berømte, og måske også berygtede, Fysikshow Aarhus vil stå for det underholdende indslag. Fysikshow Aarhus består af passionerede fysikstuderende, hvis studiejob består i at tage ud til skoler og gymnasier med deres spektakulære eksperimenter.

(Der tages forbehold for ændringer i fagenes indholdsbeskrivelse).