Antallet af plantearter på bjergtoppene accelererer med global opvarmning

I løbet af de sidste 10 år er antallet af plantearter på de europæiske bjergtinder steget fem gange så meget som i perioden 1957-66. Accelerationen i artsrigdommen hænger entydigt sammen med den globale opvarmning, viser 145 års data fra 302 europæiske bjergtinder.

Senecio boissieri foran Pico Aneto, det højeste bjerg i Pyrenæerne. Foto: J.V. Ferrández, IPE-CSIC, Spanien
Senecio boissieri foran Pico Aneto, det højeste bjerg i Pyrenæerne. Foto: J.V. Ferrández, IPE-CSIC, Spanien

Der er ikke så koldt på toppen, som der har været. Heller ikke så ensomt.

I hvert fald ikke for de planter, som med den globale opvarmning i hastigt voksende antal finder levemuligheder på bjergtoppe, der førhen var forbeholdt de mest hårdføre og nøjsomme arter.

Et stort internationalt forskerhold har konstateret, at antallet af plantearter på 302 europæiske bjergtinder ikke blot er steget betydeligt de sidste halvandet hundrede år – antallet accelerer. Og udviklingen skyldes med sikkerhed temperaturstigning; mængden af nedbør og kvælstof er ikke steget i nær samme omfang i alle områderne.

Dermed har forskerne påvist, at plantelivet forsøger at holde trit med konsekvenserne af menneskets accelererende påvirkning af hele Jordens system.

På de ti år fra 1957-66 steg antallet af arter på hver af de 302 bjergtoppe med gennemsnitlig 1,1 art. Siden er udviklingen accelereret: Alene fra 2007-16 flyttede gennemsnitligt 5,5 nye arter op på hver af de 302 bjergtoppe.

Forskerne har i sagens natur kun kunnet tælle de plantearter, som har reageret hurtigt på temperaturstigningen og har flyttet opad. De har ikke undersøgt antallet af arter, som kunne tænkes at være på vej opad.

Fotoet viser toppen af Piz Linard i de schweiziske alper (3.410 meter over havets overflade). Foto: Hansueli Rhyner, SLF, Schweiz
På toppen af Piz Linard i de schweiziske alper (3.410 meter over havets overflade) kunne forskerne identificere 16 plantearter, hvor der i 1835 kun blev fundet ét eksemplar af én art: fjeldarve-arten Androsace alpina. Blandt de nye arter er flere, som for 100 år siden aldrig blev observeret i så store højder. Foto: Hansueli Rhyner, SLF, Schweiz

Konkurrencedygtige immigranter

Det nye studie, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature, får dog ikke forskerne til at slå alarm. Endnu.

Studiet har ingen resultater om, hvor vidt det accelererende antal nye plantearter på tinderne har fortrængt nogle af de arter der har groet der deroppe i årtier. Men tallene tyder på, at det vil ske i fremtiden.

”Nogle af de arter, som gennem årtusinder har tilpasset sig de kolde og klippefyldte forhold på bjergtinderne, vil sandsynligvis forsvinde på langt sigt. De har ingen andre steder at flytte hen, og de kan ikke udvikle sig hurtigt nok til at kunne konkurrere med indflytterne, som er højere og har større specifikt bladareal,” forklarer studiets hovedforfatter, Manuel Steinbauer.

Selv om det således er sandsynligt, at højt specialiserede arter på bjergtinderne i fremtiden vil blive udkonkurreret, er det ikke sikkert, at det vil ske. Som Manuel Steinbauer udtrykker det:

”De arter, der flytter opad, kommer ofte fra græsarealer over trælinjen. Men de kan ikke klare sig alle vegne, så det er ikke sikkert, at de truer alle de eksisterende arter deroppe. De lokale jordbundsforhold og mikroklimaer spiller også en rolle.”

Manuel Steinbauer analyserede de store mængder data, mens han arbejdede på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet – finansieret af Carlsbergfondet – og er nu professor på Friedrich-Alexander-Universität Erlangen-Nürnberg.

”Selvom de eksisterende arter på bjergtoppene ikke er akut truede, så giver den stærke acceleration i effekterne af den global opvarmning på bjergtoppenes plantesamfund grund til bekymring, da vi jo har udsigt til langt stærkere klimaændringer frem mod år 2100” forklarer professor og VILLUM Investigator Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, som har medvirket i forskningsprojektet.

Et enestående studie

Det nye studie er gennemført af forskere fra 11 europæiske lande, og det kunne ikke have været gennemført andre steder end i Europa.

Ikke fordi planterne har højdeskræk i de andre verdensdele, men fordi man kun i Europa har data på, hvordan plantearterne har flyttet sig siden 1870’erne.

Således har forskerne ikke blot besteget de mange bjerge gentagne gange for minutiøst at registrere plantelivet – nogle af dem har også dykket ned i 150 års fortegnelser, som hundredvis af botanikere rundt om i Europa omhyggeligt har nedskrevet, mens de botaniserede på de selv samme bjerge.

”Bjergtoppene har den store fordel, at de ikke flytter sig. Dermed kan vi være sikre på, at vi har undersøgt præcist de samme steder, som de gamle botanikere gjorde. Vi ville ikke kunne sammenligne gamle fortegnelser fra f.eks. bjergsider eller dale med vore egne undersøgelser, for vi ville ikke være sikre på, at vi undersøgte de samme steder. Den gang havde man jo ikke GPS,” siger Dr. Sonja Wipf fra forskningscentret WSL-Institut für Schnee- und Lawinenforschung i Davos, Schweiz. 

Dr. Sonja Wipf identificerer en lillebitte plante af Draba-slægten på toppen af Piz Murtér i Schweiz, 2.836 meter over havets overflade. Foto: Hans Lozza, Parc Naziunal Svizzer.
Dr. Sonja Wipf identificerer en lillebitte plante af Draba-slægten på toppen af Piz Murtér i Schweiz, 2.836 meter over havets overflade. Foto: Hans Lozza, Parc Naziunal Svizzer.

Fremtidssikrede data fra fortiden

Foto af Josias Braun-Blanquet. Foto venligst stillet til rådighed af Grisons Natural History Museum
To af de botanikere, som for hundrede år siden var med til at skabe et sikkert fundament for fremtiden - både for deres eget forskningsfelt og for det nye studie: professor Josias Braun-Blanquet (Foto venligst stillet til rådighed af Grisons Natural History Museum) og

En af de mange botanikere var den schweiziske professor Josias Braun-Blanquet (1884—1980), der for over hundrede år siden forudså, at der kunne blive behov for netop denne type undersøgelse:

”For at skabe et sikkert fundament i fremtiden, undersøgte jeg adskillige bjergtinder i detaljer. [...] På baggrund af detaljerede beskrivelser af placeringen burde det ikke være vanskeligt at revidere mine artslister, så en stigning eller en nedgang i artsantallet i fremtiden med stor sikkerhed vil kunne påvises,” skrev han i et af sine hovedværker, Die Vegetationsverhältnisse der Schneestufe in den Rätisch-Lepontischen Alpen. Ein Bild des Pflanzenlebens an seinen äußersten Grenzen i 1913. På tysk, altså.

Foto af professor Eduard August Rübel (1876-1960), fotograferet under feltarbejde i Tjekkoslovakiet i 1928. Foto: ETH-Bibliothek Zürich, Bildarchiv / Fotograf: Ukendt/ Dia_282-0888 / Public Domain
professor Eduard August Rübel (1876-1960), fotograferet under feltarbejde i Tjekkoslovakiet i 1928. Foto: ETH-Bibliothek Zürich, Bildarchiv / Fotograf: Ukendt/ Dia_282-0888 / Public Domain

”Vi er sikre på, at disse gamle data er af høj kvalitet. Og for at sikre os, at vore egne nye data også er gode, har vi på flere af tinderne ladet to personer klatre op og skaffe data uafhængigt af hinanden,” siger Sonja Wipf, som har stået for at indsamle de fleste af dataene.

”Braun-Blanquet’s fremsynethed giver stof til eftertanke. Uden hans fascinationen for at forstå fordelingen af plantearter på bjergtinder ville vi ikke have været i stand til at konstatere, at effekterne af den globale opvarmning accelererer. Det er et rigtig godt eksempel på vigtigheden af fri forskning og fascination for at forstå sammenhænge i naturen”, siger lektor Signe Normand fra Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, der også har medvirket i forskningsprojektet.