Hvad får de hvide blodlegemer til at gå løs på nerverne?

Astrid 2 bliver lige som sin forgænger et vigtigt redskab i forståelsen af autoimmune sygdomme. Og for lektor Thomas Vorup-Jensen på Institut for Biomedicin er det foreløbige mål at forstå, hvordan et bestemt lægemiddel virker på sclerosepatienter.

- Vi ved at det har en effekt. Men vi ved endnu ikke hvordan det virker, fortæller han.

”Det” er glatirameracetat, syntetiske proteinfragmenter, som sclerosepatienter sprøjter ind under huden for at mildne symptomerne på deres sygdom. Lægemidlet går bl.a. under navnet Copaxone.

Og det er netop i forsøget på at finde ud af, hvorfor Copaxone virker, at Thomas Vorup-Jensen og hans studerende siden 2005 har været flittige brugere af Astrids synkrotronstråler – nærmere betegnet uv-spektroskopi.

Thomas Vorup-Jensen forsker i, hvordan immunsystemet identificerer sine targets i forbindelse med etablering af betændelseszoner.

Af og til giver immunforsvaret sig nemlig til at angribe kroppens eget væv. Derved skabes, hvad man kalder autoimmune sygdomme som f.eks. leddegigt, type 1 diabetes og dissemineret sclerose. I sidstnævnte tilfælde angriber immunforsvaret det isolerende lag af myelin omkring nervefibrene i hjernen og rygmarven. Det skaber en betændelsestilstand, som ødelægger myelinen, hvorefter nervefibrene også ødelægges.

Man har længe vidst – og altså udnyttet – at proteinfragmenterne i Copaxone i et vist omfang dæmper immunforsvarets funktion og derved kan dæmpe betændelsesangrebene i nogle stadier af dissemineret sklerose.

- Ved hjælp af uv-spektroskopi har vi vist, at disse proteinfragmenter har meget lidt tredimensionel struktur. Vi tror derfor, at den farmakologiske virkningsmekanisme involverer bindingen til nogle receptorer på de hvide blodlegemer kaldet integriner. Vi tror, at den binding blokerer hvide blodlegemers mulighed for at binde til nervevævet hos sclerosepatienter. Derved undgås nogle af de ødelæggende effekter af betændelse i hjernen, som det ellers ses hos sclerosepatienter, fortæller han.

Thomas Vorup-Jensen understreger, at anvendelsen af uv-spektroskopi i denne sammenhæng har været fuldstændig væsentlig for, at det lykkedes at komme frem til det resultat. Og han glæder sig til at bruge Astrid 2:

- Med Astrid 2 styrkes muligheden for at lave sådanne undersøgelser betydeligt, bl.a. fordi vi får mulighed for at følge foldningen af proteiner på en højt opløst tidsskala. Vores arbejde på at udvikle biologiske behandlingsmetoder til autoimmune sygdomme bliver bedre hvis vi lærer at forstå, hvorledes lidt foldede proteiner kan variere i strukturelle egenskaber, siger han.

Og tilføjer:

Mit arbejde er placeret i et fremragende miljø for den type forskning med tilstedeværelsen af Astrid 2. Udforskningen af proteiners tredimensionelle struktur har i mange år været et meget stærkt område på AU. Hertil kommer også iNano og det kommende forskningscenter Membranes, som også i deres forskning kan anvende uv-spektroskopi for at komme videre.