31 millioner fra Novo Nordisk Fonden til avanceret forskningsteknologi

Tre forskere fra Aarhus Universitet har med store investeringer i laboratorieudstyr støttet af Novo Nordisk Fonden fået mulighed for at booste deres forskning inden for proteiner, nanopartikler og biologiske molekyler.

29.01.2019 | Christina Troelsen

Forskningsudstyr. Foto: Novo Nordisk Fonden

Tre forskere modtager i alt 31 mio. kr. til avanceret forskningsudstyr. Foto: Novo Nordisk Fonden

Tre forskere fra Science and Technology kan med 31 millioner fra Novo Nordisk Fonden komme endnu dybere ned i forståelsen af proteiner, nanopartiklers overfladekemi og biologiens fundamentale molekyler.

Lektor Tobias Weidner fra Institut for Kemi kan med en bevilling på 9,4 mio. kr. se frem til at få opgraderet sit laboratorium med en ekstremt kraftig laser, der kan udsende laserimpulser med en varighed på mellem en billiardtedel og en billontedel af et sekund. Med den nye laser vil han bygge et spektrometer, der kan nærstudere kemien i overfladen på blandt andet nanopartikler.

Professor Jan J. Enghild fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik kan med en bevilling på 15 mio. kr. opgradere sit laboratoriums forskningsmuligheder og etablere en ’state-of-the-art’-platform inden for biologisk massespektroskopi, som skal  understøtte den grundlæggende og kliniske videnskab på universitet inden for alle forskningsområder, hvor der er behov for studier af ét protein ad gangen.

Professor Birgit Schiøtt fra Institut for Kemi har modtaget 6,6 mio. kr. til at etablere en digital infrastrukturplatform, der kan lave simuleringer af komplekse biologiske systemer.

Læs mere i pressemeddelelsen fra Novo Nordisk Fonden

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere