Atombomber gav svaret: Bruskskader heler ikke sig selv

Nyt dansk studie viser, at kroppen ikke kan gendanne ødelagt brusk efter slidgigt eller sportsskader i leddene. Det kan få stor betydning for den fremtidige behandling af ledskader og slidgigt, der er en af de helt store folkesygdomme.

08.07.2016 | Rasmus Rørbæk Christensen

Lektor Emeritus Jan Heinemeier (foto: Rasmus Rørbæk)

Humanbiolog Katja Heinemeier (privatfoto)

Nedslidt brusk i leddene gendanner ikke sig selv efter sportsskader eller slidgigt. Det nye danske forskningsresultatet er opsigtsvækkende, fordi man tidligere har haft svært ved at afklare, om brusk kan hele sig selv over tid.

Det er netop publiceret som forsidehistorien i det ansete tidskrift, Science Translational Medicine.

Studiet kan få stor betydning for behandling af slidgigt, der er en af de største folkesygdomme og mest udbredte sygdom i bevægeapparatet. Over halvdelen af alle danskere over 40 år og alle over 60 år har slidgigt i et eller flere led.

”Vi satte os for en gang for alle at vurdere kroppens muligheder for at hele bruskskader. Og vi studerede omsætningen i bruskens hovedbestanddele for at se, om de blev ændret ved sygdom. Her kunne vi se, at bruskens evne til at hele ophører i voksenalderen uanset sygdom eller skadespåvirkning. Det har længe været en vanskelig medicinsk udfordring at behandle store patientgrupper med enten slidgigt eller sportsskader i leddene, men det nye resultat hjælper os til tilrettelægge mere effektive behandlingsmetoder”, siger seniorforsker Katja Heinemeier fra Københavns Universitet.

Ledbrusk er kroppens svage led
Studiet er foretaget af forskere fra Københavns Universitet og Aarhus Universitets kulstof-14 dateringscenter, og har haft 23 forsøgspersoner i alle aldersgrupper, herunder 15 personer med sund ledbrusk og 8 personer med slidgigt. Scanningsresultaterne viser, at dannelsen af proteiner og molekylerne i brusken stopper, når kroppens knogler er fuldt udvoksede ved 15-16-årsalderen. Herefter fastholder den sin struktur uden at gendanne nyt væv eller brusk. 

Det skyldes, at kroppen indstiller sin ny-produktion af proteinet kollagen til de bærende strukturer i brusken, der sikrer at brusken hænger sammen og er elastisk. Kollagen betyder ”lim” på latin, fordi det sikrer bruskens sammenhængskraft. Men når væv og brusk bliver slidt eller er plaget af slidgigt, mister det sin evne til at være stødabsorberede. Det gør, at knogler og led kan begynde at støde sammen og skarve mod hinanden.   

”Vi er måske slet ikke ”designet” til at leve længere end til 40-års alderen. Kroppens led er evolutionært ikke fulgt med den øgede levealder, og de mange ekstra leveår kan simpelthen slide vores led i stykker. Men der findes løsninger, der kan opretholde vores bevægelighed, eksempelvis den rigtige type motion”, siger Michael Kjær. 

‘....how I learned to love the Bomb’
For at finde frem til det opsigtsvækkende resultat, har forskergruppen benyttet en lidt usædvanlig kombination af fagligheder - humanbiologi og atomfysik – og benyttet en positiv tilgang til, at man under Den Kolde Krig foretog mange atomprøvesprængninger. Testsprængningerne, som foregik i årene 1955-1963, medførte en meget kraftig stigning af det radioaktive kulstof-14 i atmosfæren. Denne stigning – kaldet bombepulsen -  nåede sit maksimum i 1963, hvor der var sket en fordobling af kulstof-14 i forhold til det naturlige niveau. Siden er det faldet gradvist til et næsten naturligt niveau i dag.

I Aarhus kan fysikere aktivt bruge bombepulsens ’aftryk’ ved at undersøge materialers kulstof-14 indhold. På den måde har forskergruppen fundet en indgang til det, man kan kalde arven fra den kolde krigs atomkapløb:

”Ændringerne i atmosfærens kulstof-14 afspejles konstant i menneskets krop, fordi vi spiser planter - og dyr fodret med planter - som optager kulstof-14 fra atmosfæren. Dermed bliver der opbygget  en form for historik i vores væv, der senere kan fortælle om de omgivelser, vi har levet i, og samtidig præcist vise, hvor hurtigt de forskellige slags væv fornyes. Vi har undersøgt vævet for kulstof-14, som afslører, at de byggesten du havde i brusken, da du var 17 år, stort set stadig er de samme, når du er 50,” forklarer lektor Emeritus Jan Heinemeier, der har deltaget i arbejdet via AMS dateringscenteret på Aarhus Universitet.

Læs den videnskabelige artikel hos Science her, som forøvrigt har Jans datter, humanbiolog Katja Heinemeier fra Københavns Universitet som førsteforfatter.

Offentligheden / Pressen, Science and Technology