Center for Elektromikrobiologi åbnet

Et nyt grundforskningscenter, Centre for Electromicrobiolgy, blev officielt åbnet i dag, den 1. december, ved et arrangement i Søauditorierne. Centret modtager i første omgang 56 mio. kr. i støtte fra Danmarks Grundforskningsfond.

01.12.2017 | Peter F. Gammelby

Professor Lars Peter Nielsen flankeret af dekan Niels Chr. Nielsen og formanden for Danmarks Grundforskningsfond, professor Liselotte Højgaard. Foto: Peter F. Gammelby, AU

Institutleder Hans Brix fra Institut for Bioscience bød såvel CEM som gæsterne i auditoriet velkommen. Foto: Lise Balsby

Professor Lars Peter Nielsen demonstrerer, hvor lange kabelbakterierne kan blive. Foto: Lise Balsby.

Professor Liselotte Højgaard, formand for Danmarks Grundforskningsråd, glæder sig over det nye grundforskningscenter - og er sikker på, at CEM bliver alle 56 mio. kr. værd, også selv om det skulle vise sig, at forskerne ikke når at finde svar på alle spørgsmålene. Foto: Lise Balsby

Center for Elektromikrobiologi (CEM) skal forske videre i kabelbakteriernes mysterier, som der bare er blevet flere og flere af – altså mysterier – siden Lars Peter Nielsen og hans gruppe opdagede de strømførende bakterier i havbunden ved Aarhus Havn.

Opdagelsen var overraskende, for kabelbakterierne kan lede elektroner lige som elektriske kabler; dermed kan de indtage ilt med den ene ende og mad med den anden. Hvor cellerne i vore kroppe hver især både skal have ilt og føde, kan cellerne i kabelbakterierne deles om arbejdet.

Professor Lars Peter Nielsen leder CEM, og ved åbningen opremsede han de vigtigste spørgsmål, som hans center vil gå løs på:

  • Hvordan kan en levende biologisk struktur fungere som en effektiv elektrisk ledning? Ingen aner det endnu.
  • Metabolismen. Hvordan fordeler kabelbakterien energien mellem cellerne, og hvordan bruger de energien?
  • Hvordan er andre organismer indblandet? Tilsyneladende udgør kabelbakterier kernen i hidtil ukendte elektriske økosystemer, hvor mange andre mikroorganismer trækker på kabelbakteriernes smarte genvej til ilt.

”Kabelbakterier er tilsyneladende populære blandt bakterier, som flokkes om dem. I hvert fald så længe der løber en strøm gennem dem. Hvis man skærer kablet over, er festen forbi. I vores forskning løber vi stadig på overraskelser. Så hvis I spørger, hvor vi er henne om 10 år, vil jeg svare, at vi nok ikke er færdige med at finde svarene,” sagde Lars Peter Nielsen.

Passende motto

Dekanen for Science and Technology, Niels Chr. Nielsen, påpegede i sin tale, at Aarhus Universitets motto, Solidum petit in profundis (Søger i dybet den faste grund), passer perfekt til det nye grundforskningscenter.

”Ikke blot fordi Center for Elektromikrobiologi forsker i kabelbakterier i havbunden, men fordi det er solid grundforskning med dybe rødder på Aarhus Universitet.”

Dekanen fremhævede universitetets dybe rødder i marin mikrobiologi, som går tilbage til 1968,

”da Aarhus Universitet ansatte Tom Fenchel som professor, og dermed anerkendte hans omfattende og banebrydende forskning i det altid fascinerende mikrobeliv i stinkende laguner og strande. Han tog også Bo Barker Jørgensen med sig som sin første kandidatstuderende. Bo Barker Jørgensen kunne for nylig fejre sin 10 års jubilæum med sit grundforskningscenter for Geomikrobiologi. Og Lars Peter Nielsen var kandidatstuderende hos Bo Barker Jørgensen,” sagde Niels Chr. Nielsen.

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere