Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Stigende interesse for dansk biodiversitet

Et imponerende fremmøde på over 400 deltagere var mødt op til det femte biodiversitetssymposium, der blev afholdt på Aarhus Universitet den 22. januar. Her var forskere, forvaltere, konsulenter og beslutningstagere samlet for at gøre status over biodiversiteten i den danske natur. Det vidner om en stor - og stadig stigende - interesse for emnet.

28.01.2019 | Tina Fruelund

Miljø og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sammen med dekan Niels Chr. Nielsen fra Science and Technology

Miljø og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen sammen med dekan Niels Chr. Nielsen fra Science and Technology

Flemming Skov (Institut for Bioscience), Kurt Nielsen (prodekan, Science and Technology), Jakob Ellemann-Jensen (miljøminister), Niels Chr. Nielsen (dekan, Science and Technology)

Fra venstre: Flemming Skov (Institut for Bioscience), Kurt Nielsen (prodekan, Science and Technology), Jakob Ellemann-Jensen (miljøminister), Niels Chr. Nielsen (dekan, Science and Technology) (AU Foto)

Biodiversitetssymposiet 2019 trak fulde huse i Søauditorierne på Aarhus Universitet. (AU Foto)

Et imponerende fremmøde på over 400 deltagere var mødt op til det femte biodiversitetssymposium, der blev afholdt på Aarhus Universitet den 22. januar. Her var forskere, forvaltere, konsulenter og beslutningstagere samlet for at gøre status over biodiversiteten i den danske natur. Det vidner om en stor - og stadig stigende - interesse for emnet.

Sammen med miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen åbnede dekan Niels Chr. Nielsen symposiet, hvis mål blandt er andet at klarlægge, hvor der bør sættes ind i fremtiden for at for at sikre en høj artsdiversitet landet over.

Biodiversitetssymposiet er sat i verden for at bygge bro mellem den basale forskning og rådgivning på området og den virkelighed, som den nyeste viden skal indgå i. Der er hermed skabt et nationalt forum, hvor forskere, forvaltere, konsulenter og beslutningstagere mødes og diskuterer aktuelle problemstillinger relateret til den danske biodiversitet og naturforvaltning.

Bæredygtige løsninger i et samfundsperspektiv

”Biodiversitet og FN's verdensmål er tæt relaterede - og det er begge dele emner vi er meget engagerede i på Aarhus Universitet. Og det er et emne der interesserer rigtigt mange. Vi er derfor meget glade for at være værter for et sådant symposium, ikke blot fordi vi dybt engagerede i den internationale forskning og rådgivning på området, men også fordi netop debatten mellem de mange aktører på området er umådelig vigtig set i et samfundsperspektiv,” siger Niels Chr. Nielsen.

Naturen opnået en central placering på FN’s verdensmålsliste, derfor er det også naturligt, at verdensmålene og bæredygtige løsninger fylder meget på Aarhus Universitet.

”Jeg er meget optaget af at udvikle Aarhus Universitets rolle med henblik på at skabe en bæredygtig samfundsudvikling. Målet om at bidrage til en bæredygtig udvikling er ligeledes rykket ind på dagsordenen hos både private virksomheder og universiteterne. Og meget tyder på, at miljøet også er rykket højt op på vælgernes dagsorden forud for det kommende folketingsvalg.”

Politisk fokus på naturforvaltning

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen var mødt op for at fortælle om regeringens syn på den danske biodiversitet og kort fremlægge regeringens fremtidsvision for naturen gennem en række nye naturmål.

”Biodiversitet fylder stadig mere i vores bevidsthed. De fleste kan jo godt gennemskue, hvad det er, men for 5-10 år siden var det ikke noget, der fyldte særlig meget for andre end dem, der arbejdede med det. I dag fylder det meget for os alle sammen og særligt for mig som miljø- og fødevareminister,” siger Jakob Ellemann-Jensen.

Over symposiets to dage blev der afholdt en række foredrag for de omkring 400 deltagere. Emnerne spænder fra oplæg om den historiske udvikling i dansk biodiversitet og et billede af truede plante- og dyrearter i Danmark til forvaltning af de forskellige naturtyper (både til lands, til vands). Ministeren håber, at symposiet vil være med til at styrke regeringens fremadrettede indsats.

”Jeg håber, vi bliver klogere på, hvad vi skal gøre, og hvad for nogle mål, vi har eller bør sætte os, så jeg får bedre mulighed for at finde den rigtige balance. Det er en stor udfordring at gøre alle tilfredse, men min intention med de nye naturmål er, at de skal sætte en ambitiøs retning for en samlet national indsats for at styrke biodiversiteten til lands, til vands og i luften,” siger han.

Blandt regeringens planer for naturforvaltning er der blandt andet blevet lagt vægt på at skabe mere sammenhængende natur ved at etablere nye skove og vådområder, regulering af råstofindvinding og en styrket indsats for at redde truede dyre- og plantearter. 

Biodiversitetssymposiet blev afholdt d. 22.-23. januar i Søauditoriet på Aarhus Universitet. Symposiet bliver afholdt hvert andet år i skiftevis Århus og København. I 2021 bliver det dermed Københavns Universitet, der slår dørene op for symposiet endnu en gang. Læs mere om det her.

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen
Tags: Biodiversitet, bæredygtighed, verdensmål, miljø, naturforvaltning,