Eliteforsk-pris til matematikprofessor Søren Fournais

Der er matematik skjult i meget mere i vores hverdag, end de fleste tænker over. Søren Fournais er ekspert i at beskrive verden gennem ligninger, især de helt små kvantefysiske fænomener. I dag modtager han en EliteForsk-pris 2018 på 1,2 mio. kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

01.03.2018 | Christina Troelsen

Professor Søren Fournais, Institut for Matematik, Aarhus Universitet. Foto: Søren Kjeldgaard

Det meste i naturen kan beskrives i en ligning, hvis bare du er dygtig nok. Om det så er, hvordan vejret bliver i morgen, eller hvordan atomer opfører sig, kan det beskrives matematisk. Ligninger er et afgørende redskab for, at vi kan bygge broer, computere og forstå alle mulige – og umulige – sammenhænge fra universets ydre til det allermindste, vi kender. Det kan vi takke forskere i matematik for, som professor Søren Fournais fra Aarhus Universitet.

Matematikkens skønhed

En vigtig drivkraft for professoren er det hovedbrudsagtige i matematikken. "Glæden ved matematik er lidt som at løse en gåde eller krydsogtværs, når det hele passer til sidst," siger han. Han taler også om skønheden i matematikken, når man har formuleret de problemer, man angriber, med de rette termer, og det hele passer. En skønhed, der sommetider er mere mirakuløs, end man kunne forvente.

Der er også en skønhed i at gøre ting så simple som muligt, mener han. For hvis der er et problem, du ikke kan løse, så er der altid et mere simpelt problem, du kan se på.Kan du ikke løse det, skræller du igen ned til et problem, du kan løse.

"Det er nok ikke den opfattelse, mange har fra deres skoletid, men matematik handler om at gøre tingene så enkle som muligt."

Matematik er redskaber for andre

Søren Fournais' speciale er ligninger bag kvantefysikken, som nu den grundlæggende Schrödingers ligning. Hvad kan vi så bruge det til? "Du får mig ikke til at sige, at min forskning fører til dét og dét. Jeg behandler matematikken bag fysikken. Det er grundforskning, matematiske metoder til værktøjskassen," svarer han.

Dog nævner han, at kvantefysisk matematik er vigtig for moderne kemi i f.eks. medicinalindustrien.

"Matematik er briller at se verden igennem og et sprog, vi bruger til at beskrive den."

Læs resten af portrættet af Søren Fournais på ministeriets hjemmeside

 

Søren Fournais fik overrakt EliteForsk-prisen af Forsknings- og Uddannelsesminister Søren Pind ved en ceremoni 1. marts. (Foto:  Forsknings- og Uddannelsesministeriet.)

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere