Kemishow Aarhus blev Danmarksmester i Scienceshow 2016

Foran en flot fyldt sal, kunne dekan Niels Chr. Nielsen udråbe og lykønske Kemishow på Aarhus Universitet som Danmarksmestre. Kemishow formåede dermed at genvinde titlen fra sidste år.

07.05.2016 | Rasmus Rørbæk Christensen

Dekan Niels Chr. Nielsen kunne overrække trofæ og titel til de glade kemishow'ere fra Arhus Universitet.

Det gik ikke stille af, da Kemishow fremførte deres show for op mod 300 tilskuere. Her ses finalen, hvor der blev spyttet ild i bedste gøgler-stil.

De flotte flammer og eksplosioner indenfor strålede om kap med Solen udenfor, da fem af landets allerbedste scienceshows tørnede sammen i en venskabelig dyst om at vinde titlen som Danmarksmester i Scienceshow.

Det foregik i Auditorium E på Institut for Matematik, og mesterskabet var lidt af et tilløbstykke for interesserede, der fyldte salen godt op og skabte en levende og sjov ramme for de studerende, der på den måde fik op mod 300 tilskuere at spille op til.

I løbet af to timer blev tilskuerne bombarderet med havregryn, røgringe, balloner og en enkelt t-shirt fra en dertil bygget kanon, og fik fem spektakulære shows at se fra Aalborg Kemishow, København Universitets Kemishow, DTU Scienceshow, Fysikshow Aarhus og endelig Kemishow Aarhus.

Hvert show havde 15 minutter til at overbevise de tre dommere - to gymnasielærere og en gymnasieelev – om at det lige var deres show, der fortjente at rende med sejren. De mange tilskuere fik spændende informationer om hverdagens kemi, så forskellige gasarter brænde i smukke farver og så indtil flere vandmeloner lade livet på spektakulær vis.

Dommernes votering på ca. 30 minutter passede lige med, at den værste røg og damp kunne nå at lægge sig i salen, og dermed kunne dekan Niels Chr. Nielsen fra Science And Technology på Aarhus Universitet udråbe top tre. Kemishow Aarhus genvandt tiltlen som Danmarksmester i Scienceshow, andenpladsen gik til DTU Scienceshow og tredjepladsen blev tildelt til Fysikshow Aarhus.

Aarhus Universitet streamede undervejs på Facebook, og det er muligt at se præmieoverrækkelsen, samt bl.a. vindershowet i sin helhed ved at følge dette link. (åbner i nyt vindue).

Læs mere om tankerne bag DM i Scienceshow her.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen