Kurt Gothelf modtager Den danske polymerpris

Professor Kurt Gothelf, iNANO og Institut for Kemi, modtog Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen 2018 på Akademiet for de Tekniske Videnskabers årsmøde den 25. april.

30.04.2018 | Peter F. Gammelby

Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen 2018 blev på ATV’s årsmøde overrakt til professor ved AU Kurt Gothelf. Foto: Tom Jersø

Akademiet for de Tekniske Videnskaber har tildelt Kurt Vesterager Gothelf Den danske polymerpris – ATV | Elastyrenprisen 2018.

Prisen på 100.000 kr. gives til en forsker, der har udmærket sig gennem nytænkning og markante resultater inden for kemisk forskning i og udvikling af syntetiske eller biologiske polymerer til medicinsk anvendelse – herunder arbejde inden for elastomere materialer.

I priskomiteens begrundelse hedder det bl.a.:

”Kurt Vesterager Gothelf har et tungt, videnskabeligt CV med et usædvanligt højt antal publikationer, mange citater og højt H-indeks. Han har de seneste 10 år været leder af Centre for DNA Nanotechnology på AU, som er et af Grundforskningsfondens Centers of Excellence, og han står nu i spidsen for Center for Multifunctional Biomolecular Drug Design, som er støttet af Novo Nordisk Fonden. Hans forskning har vist medicinske applikationsmuligheder, og han har skabt en start-up-virksomhed, hvorigennem hans innovative nanosensor til detektion af specifikke små molekyler kommercialiseres”.

Læs mere om prisen på ATV's nyhedsside.

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere