Landbrug & Fødevare-kampagne er gift for forholdet mellem forskere og landbrug

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har ført en negativ kampagne mod forskere fra Aarhus Universitet, som ødelægger det ellers historisk gode forhold mellem forskere og landmænd i Danmark. Lad os genoprette det i stedet for at sætte det over styr. Det skriver dekan Niels Chr. Nielsen og institutlederne Peter Henriksen (Bioscience) og Erik Steen Kristensen (Agroøkologi) i en kronik i Altinget

06.11.2017 | Dekan Niels Chr. Nielsen, Peter Henriksen og Erik Steen Kristensen

Et internationalt ekspertpanel har for nylig evalueret dele af det videnskabelige grundlag for de danske vandområdeplaner.

Blandt hovedkonklusionerne er, at indsatsen er baseret på solid videnskabelig evidens, og at man er imponeret over samarbejdet mellem myndigheder, forskere og landbrugserhvervet.

Dén anerkendende omtale kan man godt have svært ved at forene med den negative kampagne, som Landbrug & Fødevarer hen over sommeren har ført mod Aarhus Universitets forskere.

Kampagne har konsekvenser for forskere

Kampagnen er fortsat ind i efteråret, og den har allerede haft konkrete og ærgerlige konsekvenser. Eksempelvis mødes flere af vores forskere nu af skepsis og måske afvisninger, når de ønsker at besøge landmændenes marker for at foretage målinger eller udtage prøver.

Landmændene lukker ganske enkelt hegnslågerne, fordi kampagnen har givet dem den opfattelse, at forskerne har en skjult dagsorden, som går imod landbrugets interesser.

Det er imidlertid svært at gennemskue, hvad den dagsorden skulle være.

Vores forskere arbejder udelukkende for at styrke det faglige videngrundlag – til gavn for både forskningen, erhvervet, borgerne og ikke mindst de politikere, som skal træffe beslutningerne.

Sommerens kampagne har også været med til at drukne en ellers væsentlig historie: nemlig at den indsats for at øge landbrugets kvælstofudnyttelse, som landbruget og forskerne samlede kræfterne om i 1990’erne, faktisk har været en succes.

Således er det på tyve år lykkedes at hæve udnyttelsesgraden fra cirka 30 procent til 43 procent. Til glæde for både landmænd, befolkning og natur. Og i mange områder er der nu tydelige forbedringer i miljøtilstanden efter de mange års indsatser for at reducere næringsstoftilførslerne til vores fjorde og kystvande.

De resultater burde vi fejre som eksempler på, hvad vi kan opnå, når forskere og landmænd samarbejder konstruktivt for at nå et fælles mål.

Kvælstof er en vigtig faktor

I stedet er de blevet overdøvet af det, der i vores øjne tangerer motivspekulation, fordrejede påstande og fejlforståelser af skellet mellem politik og forskning.

Det har været gift for det ellers positive samarbejdsklima, som har været med til at bringe både dansk landbrug og dansk jordbrugsforskning op i den internationale top.

Landbrug & Fødevarers kampagne har blandt andet kritiseret forskernes ensidige fokus på kvælstof i de modeller, der er anvendt i vandområdeplanerne.

Der er ganske rigtig mange andre faktorer, der påvirker vandmiljøet, men det politisk vedtagne Vandrammedirektiv beskriver meget præcist, hvad der afgør, om et område er i god økologisk tilstand; det er biologien. Dermed er det kun et begrænset antal parametre, man kan justere på for at opfylde direktivet; nemlig dem, som vil gavne dyre- og plantelivet i vandområderne. Og som er mulige at regulere.

Det efterlader kvælstof som en meget væsentlig faktor. Og den internationale evaluering af forskernes modeller konkluderer også klart, at de foreslåede kvælstofreduktioner er nødvendige og muligvis ikke engang tilstrækkelige.

Unuanceret inddeling af vandområder skyldes få ressourcer

Et andet kritikpunkt fra Landbrug & Fødevarer har været inddelingen af vandområder i typer. Både fordi inddelingen er for unuanceret, og fordi vandområdeplanerne nogle steder har anvendt miljømål fra andre fjorde af samme type frem for mål defineret for den enkelte fjord.

De forhold er langt fra optimale, men de udspringer af de udfordringer, der ligger i at skaffe tilgængelige data fra de i alt 119 vandområder.

Aarhus Universitets forskere har netop længe talt for, at en mere fintmasket inddeling af vandområder kan gøre det muligt at indføre mere præcise reduktionsmål.

Ganske vist er det langt mere kompliceret at lave et reduktionsmål for hvert vandområde, end det er at indføre et nationalt dækkende reduktionskrav, men det vil være den mest fair løsning for både landbruget og naturen.

Vi er med andre ord helt enige med Landbrug & Fødevarer, men hvis der skal indføres mere præcise mål, vil det kræve flere ressourcer, end politikerne hidtil har været villige til at investere i opgaven.

Der er ingen tvivl om, at målrettet regulering vil betyde store reduktionskrav – og dermed store økonomiske konsekvenser – for nogle landmænd. Det er hjerteblod og livsgrundlag, der står på spil.

Lad os skabe resultater i fælleskab

Men det er nu engang ikke forskernes gebet at vurdere, hvordan man vil indføre kravene og eventuelt kompensere de hårdest ramte landbrug.

Det er en politisk beslutning. Og det vil være et tab for både erhverv og natur, hvis landbrugets forståelige bekymring for et øget økonomisk pres retter bager for smed og ender med at underminere et historisk set stærkt og konstruktivt samarbejde med forskningen.

Vi anerkender fuldt ud, at erhvervet har – og bør have – en væsentlig aktie i at bidrage til kvaliteten af de data og metoder, der ligger til grund for politiske beslutninger.

Og det er en del af universitetsforskningens DNA, at man diskuterer tingene sagligt og justerer kursen ud fra den bedst tilgængelige viden. Det vil vi altid være indstillet på hos Aarhus Universitet.

De seneste årtiers indsats for at øge kvælstofudnyttelsen illustrerer, at når vi sætter os ned og bliver enige om mål og metoder, så skaber vi de ønskede resultater i fællesskab.

Det trænger vi til at minde hinanden om. Lad os give håndslag på at styrke samarbejdet i stedet for at sætte det over styr.   

 

Kronikken er bragt i Altinget 3. november

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere