Ny forskning kan begynde her

Godt 130 deltagere var med, da Novo Nordisk og Science and Technology afholdt det første symposium omkring forskning indenfor teknologier, der kan bruges til at udvikle nye lægemidler. Emnet for dagen var fælles projekter og videnskabeligt arbejde indenfor Aarhus Novo Nordisk Science and Talent Network, hvor også de første tre forskertalenter blev præsenteret. Næste call til erhvervs-ph.d.-projekter er på trapperne.

21.03.2017 | Rasmus Rørbæk

Symposiet var bl.a. en mulighed for en gruppe af initiativtagerne til at mødes: fra venstre: Dr. Uli Stilz (Vice President R&D Academic Partnerships, Novo), Dekan Niels Chr Nielsen ST, Søren Rud Keiding (prodekan for forskning på ST), Søren Tullin (Novo Nordisk, Discovery Biology and Technology, Corporate Vice President) og endelig Lars Fogh Iversen (, corporate vice president, Protein Engineering Management, Novo Nordisk). (foto: Lars Kruse)

De mange deltagere havde rig mulighed for at netværke og tale om forskellige aspekter indenfor symposiets emne. (Foto: Rasmus Rørbæk)

Institutleder Birgit Schiøtt giver en gruppe af de ph.d.-studerende en sidste peptalk, inden det går for sig med One Minute Madness, hvor 27 ph.d.-studerende hver har et minut til at forklare om deres arbejde. (foto: Lars Kruse)

Humøret var højt, og begejstringen til at tage at føle på, da de mange oplæg var overstået fra de ph.d.-studerende. Her ses dekanen for ST, der deler glæden over de flotte præsentationer med en gruppe af de studerende. (foto: Lars Kruse)

En del af samarbejdet omhandler talentudvikling. På symposiet kunne man møde de første tre ud af i alt ni ph.d.-studerende: Colin Mothershead, Malene Sønnichsen og Thorbjørn Nielsen. (foto: Rasmus Rørbæk)

Stemningen var høj, da de mange deltagere fra Aarhus Universitet og Novo Nordisk samledes i auditoriet på Institut for Kemi. Overalt blev der trykket næver og udvekslet smil mellem deltagere fra Novo Nordisk, Science and Technology og Health. Fredag d. 17. Marts markerede de første konkrete skridt i det nyligt indgåede samarbejde, hvor Novo og AU sammen vil udnytte en stærk og voksende synergi mellem forskning og industriel udvikling.

Dekan Niels Chr Nielsen bød de mange deltagere velkommen, og benyttede lejligheden til at perspektivere dagens begivenhed:

”Global sundhed er en af verdens største udfordringer, og en af de lovende måder, menneskeheden kan imødegå denne udfordring er ved at udvikle teknologiske løsninger. Her er jeg overbevist om, at samarbejde mellem industriel og videnskabelig viden er en nøgle for at løse den vigtige opgave. Det er rammen for det, vi skal snakke om i dag, hvor jeg har den store fornøjelse at byde velkommen til dette første symposium, hvor Novo Nordisk og Aarhus Universitet sammen kan drøfte både igangværende og fremtidige samarbejder. Velkommen venner. Tak, fordi I er kommet så talstærkt til denne dag. Godt symposium til jer alle!”

Fra Novo Nordisk side var der også tydelig entusiasme over samarbejdet:

“Novo Nordisk er kun interesseret i forskning i verdensklasse. Derfor er vi ganske opsatte på dette samarbejde med Aarhus Universitet. Vi begyndte denne rejse sammen i 2015. Det resulterede i Aarhus Novo Nordisk Science and Talent Network i 2016. I dag kan vi præsentere de første tre af de ph.d.-studerende, der skal arbejde på Novo Nordisk og på AU, og vi er ved at være klar til at åbne for de næste – vi er kommet rigtig godt fra start,” sagde Lars Fogh Iversen, corporate vice president, Protein Engineering Management, Novo Nordisk.

’Det kloge vanvid’ og fremtidige projekter
Det er sin sag for mange blot at genfortælle en gennemsnitlige dag på et minuts penge. For 27 modige ph.d.-studerende bød symposiet på en udfordring af langt højere kompleksitet: præsenter dit forskningsområde på højest et minut ved en såkaldt ’one minute madness’.

Salens summede af energi under seancen, hvor det var forbudt at klappe undervejs for publikum, ’fordi, det tager tiden fra den næste’, som det blev præsenteret – men efter de mange gode oplæg blev tilhørernes applaus blot desto større.

I samarbejdet vil i alt ni ph.d.-studerende blive tilbudt et treårigt stipendium til forskning. Forskningen vil foregå både i de stærke teknologiske forskningsmiljøer på Aarhus Universitet og i Novo Nordisks forsknings- og udviklingsafdeling i Måløv.

De næste projekter vil blive åbnet i den næste tid, hvor der vil være calls for de tre næste erhvervs-ph.d.-muligheder for studerende ved Aarhus Universitet. De vil blive offentliggjort på GSST-hjemmesiden i den nærmeste fremtid, hvor det opfordres til, at interesserede holder et vågent øje med opslaget.

Læs mere om Aarhus Novo Nordisk Science and Talent Network her.

Science and Technology, Medarbejdere, Offentligheden / Pressen