Pattedyrene skal bruge millioner af år på at komme sig efter vor tids masseudryddelse

Mennesket udrydder dyre- og plantearter så hurtigt, at naturens indbyggede forsvarsmekanisme, evolutionen, kan ikke følge med. Et Aarhus-ledet forskerhold beregnet, at hvis den nuværende bevaringsindsats ikke forbedres over de næste 50 år, vil så mange pattedyr-arter uddø, at naturen skal bruge 3-5 mio. år på at genoprette den biodiversitet, der vil blive tabt over de næste fem årtier.

15.10.2018 | Peter F. Gammelby

Indri på Madagaskar er den største levende lemur. Den er også kritisk truet og meget evolutionært distinkt.

Den hemmelighedsfulde indri (Indri indri) på Madagaskar er den største levende lemur. Den er også kritisk truet og meget evolutionært distinkt, uden nære slægtninge - en kombination, der gør dens gren til en af de mest det mest usikre på pattedyrenes evolutionære træ. Hvis indrien uddør, hvilket er sandsynligt, vil vi miste 19 millioner års unik udviklingshistorie. Foto:©pierivb, Depositphotos.com

En illustration af, hvordan de mindre pattedyr – her en sumpbæver (Nutria) – må udvikle sig og diversificere de næste 3-5 mio. år for at rette op på tabet af de store pattedyr. Grafik: Matt Davis, Aarhus Universitet.

En illustration af, hvordan de mindre pattedyr – her en sumpbæver (Nutria) – må udvikle sig og diversificere de næste 3-5 mio. år for at rette op på tabet af de store pattedyr. Grafik: Matt Davis, Aarhus Universitet.

Litopterner som denne Macrauchenia patachonica, der blev opdaget af Charles Darwin, var en mærkelig udseende gruppe af forhistoriske sydamerikanske pattedyr, der ikke var nært beslægtet med nogen levende arter i dag - de spaltede evolutionært fra andre pattedyr for over 65 millioner år siden.

Litopterner som denne Macrauchenia patachonica, der blev opdaget af Charles Darwin, var en mærkelig udseende gruppe af forhistoriske sydamerikanske pattedyr, der ikke var nært beslægtet med nogen levende arter i dag - de spaltede evolutionært fra andre pattedyr for over 65 millioner år siden. Da de uddøde i slutningen af istiden, mistede pattedyrenes slægtstræ en af sine længste grene. Ill.:Bruce Horsfall, Macmillan, New York. Via Wikimedia Commons

Fem gange i løbet af de sidst 450 mio. år har miljøet på vores planet ændret sig så voldsomt, at størstedelen af Jordens plante- og dyrearter blev udryddet. Hver gang har evolutionen langsomt sørget for at udfylde hullerne med nye arter.

Nu er den sjette masseuddøen i gang, og denne gang bliver arterne udryddet ikke af naturkatastrofer, men af mennesket. Et forskerhold fra Aarhus Universitet og Göteborg Universitet har beregnet, at udryddelsen går alt for hurtigt til, at evolutionen kan følge med.

PNAS er en forkortelse for Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America.

Selv hvis pattedyr diversificerer hurtigere, end de nogensinde har gjort før, vil det stadig tage dem 5-7 millioner af år at genoprette biodiversiteten til niveauet før mennesket kom til – og 3-5 millioner år til blot de nuværende niveauer, lyder analysen, som netop er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift PNAS.

Nogle arter er mere distinkte end andre

Forskerne brugte deres omfattende database over pattedyr, Phylacine, som inkluderer ikke blot arter, der stadig findes, men også de hundredvis af arter, som levede i den nye fortid og uddøde i takt med, at Homo sapiens bredte sig ud over kloden. Derved kunne de repræsentere den fulde effekt, vores art har haft på resten af pattedyrene.

Ikke alle arter har dog samme betydning. Nogle uddøde dyr, som Australiens sakse-tandede pungløve Thylacoleo, eller Sydamerikas mærkelige Macrauchenia (forestil dig en lama med en elefantsnabel) var evolutionært distinkte linjer og havde få nære slægtninge. Da disse dyr uddøde, tog de hele grene af livets træ med sig. Ikke blot mistede vi disse arter, vi mistede også de unikke økologiske funktioner og millioner af år med evolutionær historie, som de repræsenterede.

"Store pattedyr, eller megafauna, som kæmpedovendyr og sabelkatte, der uddøde for blot ca. 8-12.000 år siden, var i høj grad evolutionært distinkte. Da de havde få nære slægtninge, betød deres uddøen samtidig, at hele grene i Jordens evolutionstræ så at sige blev savet af," siger palæontolog Matt Davis fra Aarhus Universitet, som er drivkraften i undersøgelsen. Og tilføjer:

”Der er hundredvis af arter af spidsmus, så de kan nemt klare et par udryddelser. Der var kun fire arter af sabelkatte, og de uddøde alle.”

Lang ventetid på næsehornsafløser

At regenerere 2,5 milliarder års evolutionshistorie er hårdt nok, men de nuværende pattedyr står også over for deres egne stigende udryddelsesrater. Kritisk truede arter som det sorte næsehorn har stor risiko for at uddø inden for de næste 50 år. Asiatiske elefanter, den ene af kun tre overlevende arter fra en engang mægtig pattedyrsorden, der omfattede mammutter og mastodonter, har mindre end 33 procents chance for at slippe levende ud af dette århundrede.

Forskerne indarbejdede disse forventede udryddelser i deres optælling af tabt udviklingshistorie og spurgte sig selv: Kan de eksisterende pattedyr naturligt ”gen-udvikle” den tabte biodiversitet?

Ved hjælp af kraftfulde computere, avancerede evolutionære simuleringer og omfattende data om de evolutionære slægtskabsforhold og kropsstørrelser for eksisterende og uddøde pattedyr, kunne forskerne kvantificere, hvor meget evolutionstid ville gå tabt af fortid og potentielle fremtidige udryddelser såvel som tid, der er nødvendig for genopretning.

Forskerne udtænkte et best case fremtidsscenarie, hvor mennesket er holdt op med at ødelægge levesteder, udrydde arter ved jagt mm., og har nedbragt udryddelseshastighederne til de lave baggrundsniveauer, som fossilerne bevidner. Men selv i dette alt for optimistiske scenarie vil det sandsynligvis tage pattedyrene 3-5 millioner af år at diversificere og genskabe de grene af deres evolutionære træ, der sandsynligvis tabes over de næste 50 år. Og det vil tage mere end 7 millioner år at genudvikle arter i de gigantiske istidsstørrelser.

Prioriteret bevaringsarbejde

"Mens vi engang boede i en verden fuld af giganter: kæmpebævere, kæmpebæltedyr, kæmpehjorte osv., lever vi nu i en verden, der bliver stadig mere fattig på store vilde pattedyrarter. De få tilbageværende giganter som næsehorn og elefanter er i fare for hurtigt at blive udryddet," siger professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus Universitet, som leder det overordnede projekt om megafauna, som undersøgelsen indgår i.

Forskerholdet bringer dog ikke kun dårlige nyheder. Deres data og metode kan bruges til hurtigt identificere evolutionært distinkte arter, der er truede, så man kan prioritere bevaringsindsatsen for netop dem, og fokusere på at undgå de mest alvorlige udryddelser.

Som Matt Davis siger: "Det er meget nemmere og langt mere relevant at beskytte den biologiske mangfoldighed, vi stadig har tilbage, end at skulle vente i millioner af år på at den genudvikles".


 

Kontakt

Professor Jens-Christian Svenning
svenning@bios.au.dk
Mobil: +45 2899 2304

Postdoc Matt Davis
matt.davis@bios.au.dk
Mobil: +45 2059 9967 

Matt Davis er en del af Carlsbergfondets Semper Ardens-projekt "Megafauna Ecosystem Ecology from the Deep Prehistory to a Human-Dominated Future" og Center for Biodiversity in A Changing World (BIOCHANGE) på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, begge ledet af professor Jens-Christian Svenning. Det tredje medlem af gruppen er Søren Faurby fra Gøteborg Universitet.

Læs artiklen Mammal diversity will take millions of years to recover from the current biodiversity crisis i PNAS

Offentligheden / Pressen, Pressenyhed
Tags: Miljø, pattedyr, den sjette masseuddøen, evolution