Put trækul i jorden i stedet for i grillen

En kulsort fremtid lyder mere som en dommedagsprofeti end et ønskescenarie, men ikke desto mindre er det måske lige netop det, vi skal stræbe efter. I hvert fald hvis man skal tro ny forskning fra Aarhus Universitet, som tyder på, at et flere tusinde år gammelt indianertrick med at putte trækul i jorden både kan give bedre landbrugsjord og løse nogle af vor tids store miljøudfordringer.

17.08.2013 | Mette Helm

Vi har stor glæde af grillkul, når vi en lun sommeraften rister pølser og skumfiduser over glødernes hede. Men måske kan kullene også gøre gavn, hvis vi i stedet graver dem ned i jorden. Det er forskere fra Aarhus Universitet i gang med at undersøge. (Foto: Colourbox)

Grillkul har længe været en udskældt forureningskilde på grund af den giftige røg, som ledes ud i luften under afbrænding. Men aktuel international forskning med deltagelse fra Aarhus Universitet peger nu på, at det trækul, som grillbriketter ellers laves af, potentielt kan mindske nedsivning af miljøfremmede stoffer til grundvandet og tilmed reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren, hvis de – i stedet for at blive brændt af – bliver gravet ned i landbrugsjorden. Samtidig lader trækullet til at kunne give jorden bedre dyrkningsegenskaber.

”Ved at putte trækul tilbage i landbrugsjorden, kan man potentielt få et meget større høstudbytte. Vi kan simpelthen se, at det giver en mere produktiv jord. Trækullet øger nemlig jordens vandbindingsevne, og det betyder, at jorden ikke så let bliver udtørret. Trækullet giver også en bedre jordstruktur, så der kan trække ilt ned til planterne. Derudover er trækullet i stand til at binde næringsstofferne i jorden, så afgrøderne lettere kan udnytte dem,” fortæller Lis Wollesen de Jonge, som sammen med sin kollega Søren Munch Kristiansen deltager i forskningen.

De to forsker har set mange indikationer på, at trækul kan bruges som medicin, når en landbrugsjord er blevet diagnosticeret som ufrugtbar. Det åbner helt nye perspektiver for at skaffe flere fødevarer af høj kvalitet, både i de områder af verden, som døjer med fødevaremangel på grund af udpint jord, og herhjemme i Danmark, hvor dyrkningsjorden kan optimeres.

De særlige egenskaber ved trækullet skyldes dets store overfladeareal. Et gram sandkassesand har et overfladeareal på ca. 4 kvadratmeter. Til sammenligning har et gram trækul et overfladeareal på optil 400 kvadratmeter. Det store overfladeareal gør, at der så at sige er masser af hyldeplads, som vandmolekyler og næringsstoffer kan hæfte på – og så er der stadig plads til miljøfremmed stoffer, som derved ikke siver ned i grundvandet.

”Problemet med fremmedstoffer er i dag, at de kan sive så hurtigt ned, at mikroorganismerne i jorden ikke kan nå at nedbryde dem. Men trækullet kan holde på fremmedstofferne længe nok til, at bakterier og svampe i de øverste jordlag kan nå at spise dem. De seneste resultater tyder faktisk også på, at mikroorganismerne bruger trækullet som bolig, fordi de kan gemme sig inde i trækullets bittesmå hulrum,” fortæller Søren Munch Kristiansen.

Trækul mindsker udledningen af drivhusgasser

En yderligere fidus ved brugen af trækul i landbrugsjord er, at man kan udnytte et restprodukt fra produktionen af bioenergi. Derved slår man to fluer med ét smæk, når producenterne af bioenergi slipper af med affald, der kan genbruges til at forbedre landbrugsjordens dyrkningsegenskaber. Restproduktet bliver omsat til trækul – eller såkaldt biochar – i en proces, der kaldes pyrolyse.

”Pyrolyse er en forbrænding uden ilt ved ca. 400 grader. Det er faktisk også det, der sker, når man renser ovnen hjemme i sit eget køkken – så lukker den for luftindtaget og bliver meget varm. Det smarte ved pyrolysen er, at når man lukker for ilttilførselen, så bliver der ikke dannet CO2. Processen er faktisk CO2-negativ til gavn for vores atmosfære,” fortæller Lis Wollesen de Jonge.

Dertil kommer, at trækullet også fungerer som et filter for drivhusgasser, når det ligger i jorden. Trækullets egenskaber gør nemlig, at det kan holde fast i nogle af drivhusgasserne, så de ikke bliver ledt ud i atmosfæren.

Et gammelt indianertrick bliver genoplivet

Inspirationen til idéen med trækul til jordforbedring er hentet fra den anden side af jordkloden, nærmere bestemt i Amazonas.

”Arkæologerne kan spore et højt indhold af trækul i flere tusinde år gamle landbrugsjorde, også fra den danske jernalder og frem, men vi har aldrig spekuleret ret meget på, om trækullet i jorden var andet end et spildprodukt fra datidens gødning, som bl.a. kom fra ildstedet. Og for at finde et svar på det spørgsmål, skal vi måske en tur til Amazonas. I troperne er der typisk en rød, næringsfattig jord, hvor planterne ikke vokser så godt. Men i nogle områder er der meget overraskende noget sort, kulholdig jord, og der gror planterne tilsyneladende bedre,” fortæller Søren Munch Kristiansen, og fortsætter:

”Udfordringen i Amazonas er, at de mennesker, der har gravet kullet ned i jorden, ikke kan fortælle os, hvorfor de gjorde det. Det var nemlig indianerne, og deres livstil forsvandt hurtigt efter Sydamerika blev koloniseret. Så derfor ved vi reelt ikke, om det er noget, de har gjort bevidst for at forbedre jordkvaliteten, eller om de bare smed trækul ud på jorden for at slippe af med affaldet.”

Opgaven for forskerne er derfor at sørge for den historiske overlevering, som indianerne af gode grund ikke kan bidrage med, ved at undersøge jorden under mikroskop. Og de foreløbige resultater viser, at indianernes arbejde har haft en slående, langtidsholdbar effekt på tropejorden.

”Det interessante er, at Amazonas særligt trækulholdige tropejorde også den dag i dag lader til at være markant mere frugtbare, selvom det er tusinder af år siden, trækullet blev gravet ned. Hele humlen ved at bruge trækul er faktisk, at det er en meget langsigtet strategi. Mens uforarbejdede gødskningsplanter bliver nedbrudt lynhurtigt, når de bliver vendt ned i jorden, så bliver trækullet bevaret, fordi bakterierne ikke har de enzymer, der skal til for at nedbryde trækullets struktur,” fortæller Lis Wollesen.

Det lille ”men…”

Selvom trækul til jordforbedring ligner et løfte om guld og grønne skove, bør du nok afvente flere resultater fra forskernes forsøg, inden du selv vender bunden i vejret på en pose grillkul hjemme i din køkkenhave. Der er nemlig stadig nogle spørgsmål, som ikke er blevet besvaret.

”Vi bliver nødt til at vide mere om, hvorvidt der også er nogle ulemper ved trækullet under danske forhold, og en af de ting, vi især skal kigge på, er de såkaldte polyaromatiske hydrocarboner i trækullet – det er bl.a. dem, der giver sod på maden, når vi griller. Partiklerne bliver dannet under afbrændingen af de biologiske materialer, som trækullet består af, og vi ved, at de er kræftfremkaldende i store mængder. Det er derfor, man altid skal skrabe det sorte af sin pølse, når man har fået grillet den lidt for hårdt,” forklarer Lis Wollesen de Jonge.

Derudover skal forskerne også have undersøgt, hvorfor forekomsten af regnorme i den trækulholdige jord er overraskende lav.

”Regnorme er sædvanligvis et tegn på sund jord, og vi kan se, at regnormene af en eller anden grund ikke bryder sig om at være i jorden, når der er trækul i den. Måske er det bare fordi, de ikke bryder sig om smagen af kul, men det kan også være fordi, at jorden er usund for dem,” fortæller Lis Wollesen de Jonge.


Fakta: Miljøfremmede stoffer

Miljøfremmede stoffer er kemi, der ikke findes naturligt i miljøet. Stofferne kan fx være pesticidrester.


Kontakt

Om trækul i Amazonas tropejord og i gamle dage:
Søren Munch Kristiansen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, mail: smk@geo.au.dk, tlf: 87 15 64 36.

Om trækul i dansk landbrugsjord:
Lis Wollesen de Jonge, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet, mail: lis.w.de.jonge@agrsci.dk, tlf.: 87 15 77 37 / 24 94 05 50.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen