Større. Mere. Bedre.

Professor Jacob Sherson har en mission: han vil genopfinde den måde, computere og mennesker interagerer på. Han har genopfundet sig nogle gange undervejs, og er i dag en slags version 3.0 af sig selv. Fysikeren modtager nu Grundfos-prisen 2018 på 1 mio. kr. for sit arbejde i krydsfeltet mellem menneske og maskine.

04.10.2018 | Rasmus Rørbæk

Jacob Sherson er modtager af Grundfosprisen 2018. (Foto: Lars Kruse, AU Foto).

Jacob Sherson er modtager af Grundfosprisen 2018. (Foto: Lars Kruse, AU Foto).

Naturvidenskabelig forskning kan let opfattes som en lukket fest for ganske få inviterede. For at blive lukket ind skal man helst have opnået en doktorgrad eller to inden for et ganske kompliceret emne. Men hvad nu hvis der var en måde, hvorpå man kunne invitere alle med ind i forskningen og lade enhver bidrage med den unikke menneskelige tilgang til problemløsning? Velkommen til den absolutte frontlinje af kvantefysisk forskning, hvor professor Jacob Sherson holder til.

Hans særegne tilgang til interdisciplinær forskning med elementer fra bl.a. kvantefysik, kemi, kognitiv analyse, psykolgi og computerspilsudvikling har skabt et nyt forskningsområde og en givtig åre inden for den videnskabsgren, der kaldes citizen science – på dansk; folke-videnskab. Ved at udvikle computerspil, der byder på opgaver og gåder, nedbryder professoren laboratoriernes vægge og inviterer alle indenfor, der har lyst at bidrage.

På grund af det arbejde modtager Jacob Sherson nu Grundfosprisen 2018, som en anerkendelse for hans forskning inden for eksperimentel kvantemekanik og hans originale indsats for at inddrage almindelige menneskelig problemløsningskompetence i naturvidenskabelig forskning. Prisen er på 1 mio. kr., hvor 250.000 kr. er en personlig hædersgave, mens de 750.000 tildeles videre forskning.

”Jacob Sherson skal have Grundfosprisen, fordi han på enestående vis formår at flytte grænserne for eksperimentel kvantemekanik og samtidig inddrage den menneskelige intuition i naturvidenskabelig forskning gennem sit initiativ, Citizen Science via Gamification. På den måde bidrager han også til at nedbryde murene i elfenbenstårnet og invitere os almindelige dødelige med.

Fonden besluttede i 2017 at Grundfosprisen skulle fokusere på yngre forskere i en årrække under temaet ”Stars of Tomorrow”. Jacob bliver derfor den første i en række af lovende unge stjerner inden for naturvidenskabelig og teknisk forskning, som modtager Grundfosprisen,” udtaler Jens Bager, der er formand for priskomiteen og bestyrelsesformand i Poul Due Jensens Fond om grunden til, at det er Jacob Sherson, der bliver modtager i 2018.

Sherson 1.0: teleportation
En ung Jacob Sherson tog forskerverden med storm, da han som ph.d.-studerende ved Niels Bohr Instituttet i København og Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet formåede at publicere 16 videnskabelige artikler. Ikke nok med det: i 2006 satte Sherson også verdensrekorden for såkaldte teleportationer, der er transport af tilstande i kvantesystemer over store afstande.

”Det var et af de spæde skridt mod, hvad vi i dag håber kan blive kvantecomputere med næsten utænkelige mængder af regnekraft og et nyt global kvanteinternet med hurtigt og garanteret sikker kommunikation,” husker Jacob Sherson.

Hans arbejde blev udnævnt til det mest betydningsfulde eksperiment inden for fysik af det amerikanske magasin, Science, i 2006.

Sherson 2.0: Colombus i Kvanteland
I 2011 fik Sherson idéen om at udvikle et spil, uden at have nogen anelse om, hvorvidt det ville bære frugt af nogen art – eller for den sags skyld have know how om at udvikle spil. Anstrengelserne gav ikke de store frugter - ud over rigeligt med læring til gruppen.

Idéen om at udvikle spil for at afsøge kvantefysikken havde fat, og i årene siden er gruppen ScienceAtHome opstået med Sherson som central udvikler og forskningsleder, og spillet ”Quantum Moves” er blevet spillet af flere 250.000 mennesker fra hele verden.

Det var med hjælp fra det spil, at man i 2016 fik optaget en artikel i det ansete tidsskrift Nature, hvor man kunne vise den menneskelige intuition være computerens regnekraft overlegen. Denne artikel gik verden rundt med medieomtaler på alle kontinenterne. Som en slags Colombus i kvanteland skabte Jacob Sherson og gruppen på AU et kort over, hvordan den menneskelige hjerne kan valg ud fra intuition og opbygget erfaring.

”Spillere fra hele verden har nu prøvet spillet Quantum Moves, og til vores store overraskelse viste studier af deres løsninger at de afsøger mulighedsrummet helt anderledes og mere effektivt end de konventionelle algoritmer. Hvordan spillere uden formel kvantefysisk træning udviklede denne kvanteintuition, er et åbent og meget interessant spørgsmål,” siger Jacob Sherson.

Sherson 3.0: Citizen Science og den kunstige intelligens
Næste skridt for Jacob Sherson bliver at gentænke citizen science, så tilgangen åbner endnu mere op for almindelige menneskers input ved at inddrage endnu flere elementer i de spil, der udvikles af gruppen. Et bud på sådan et spil kunne man opleve ved et samarbejde med Danmarks Radio i september måned, hvor flere end 10.000 danskere loggede ind og spillede med på spillet ”Skill Lab”.

Baggrunden for det nye sigte findes i den kunstige intelligens, der verden over er i rivende udvikling. Med Jacob Shersons ord er der næppe et eneste job, der ikke bliver påvirket af det inden for få år, hvor man nærmest ikke kan gå en dag uden at høre om nye landvindinger, og udviklingen vil kun gå stærkere i fremtiden.

”Brudfladen mellem menneskelig og kunstig intelligens har udviklet sig enormt inden for de sidste to årtier. Vi er gradvist blevet tvunget til at gentænke og udspecificere det unikt menneskelige intellekt i takt med, at computeralgoritmer for eksempel lærer at genkende billeder, at konstruere meningsfulde sætninger baseret på konteksten i billeder og endda at kunne genkende menneskelige følelser,” siger Jacob Sherson;

”Gennem de seneste år er der sket en foruroligende koncentration af datamængder ved nogle få tech-giganter, der efterhånden kan tegne et forbløffende nøjagtigt billede af os som forbrugere. Det afstedkommer et demokratisk problem, fordi de mange datadrevne erkendelser ikke publiceres frit. Som svar er vi nu ved at udbygge vores første samfundsvidenskabelige citizen science-spil til, hvad vi kalder, en Social Science Super Collider (SSSC) infrastruktur.”

Når Sherson ser tilbage på sine forskellige versioner, fremstår en erfaring tydeligt frem for den unge professor:

”99.9% af al forskning handler om hårdt dagligt arbejde, hvor vi forskere sætter os ind i hvad andre her erkendt, tilføjer vores lille bidrag til det og derefter publicerer det, så andre forskere kan bygge oven på det igen. Det lyder måske mindre episk end fortællingen om den ensomme geniale forsker, men det er faktisk en utroligt stimulerende oplevelse at være del af og bidrage til dette globale fællesskab.”

Kontakt:
Professor Jacob Sherson,
Institut for Fysik og Astronomi,
Aarhus Universitet,
Mobil: 2877 5765,
Mail: sherson@phys.au.dk

Kort uddrag fra Jacob Shersons CV:
2017: Udnævnes til professor MSO på IFA.
2014: Grundlægger og driver www.ScienceAtHome.org og Center for Community Driven Research (CODER) på IFA.
2011-2014: Adjunkt ved IFA
2006-2010: Postdoc-ansættelser ved bl.a. Niels Bohr Instituttet, Johannes Gutenberg Universitetet i Tyskland, og ved Institut for Fysik og Astronomi (IFA) på AU.
2002-2006: Ph.d.-studerende hos Prof. Eugene S. Polzik på Niels Bohr Instituttet og Prof. Klaus Mølmer på Institut for Fysik og Astronomi, AU. Ph.d.-specialet udkom 11/2006: “Creation of Distant, Deterministic Entanglement: Experiment and Theory”.

Jacob Sherson er født 1978 i Vejle, og er i dag bosat lidt uden for Aarhus, hvor han bor med sin hustru og deres tre børn.

Offentligheden / Pressen