Studiestart for rekordmange nye studerende

Science and Technology bød velkommen til 1.832 nye bachelor- og diplomingeniørstuderende onsdag 22. august 2018.

22.08.2018 | Christina Troelsen

Studerende på vej ind i Aulaen.

Rekordmange nye studerende blev budt velkommen til Science and Technology onsdag 22. august. Foto: Ida Marie Jensen, AU FOTO.

Dekanen holder velkomsttale i Aulaen.

Dekan Niels Chr. Nielsen holdt velkomsttale for de studerende i flere hold, her i universitetets Aula Foto: Ida Marie Jensen, AU FOTO.

fest- og foredragsforeningen TÅGEKAMMERET optræder i Aulaen.

Traditionen tro bød også fest- og foredragsforeningen TÅGEKAMMERET velkommen. Foto: Ida Marie Jensen, AU FOTO.

Gruppebillede af alle tutorerne samlet.

Mere end 300 'ældre' studerende gør en stort stykke arbejde som tutorer for at hjælpe de nye studerende godt i gang med studielivet. De fik en særlig tak for indsatsen fra dekanen. Foto: Lars Kruse, AU.

I de seneste uger er Aarhus Universitet atter begyndt at vågne op efter en noget stille sommerperiode, og onsdag morgen summede det for alvor igen af liv og aktivitet på Science and Technology, da den traditionsrige studiestart for de nye studerende oprandt.

Det var første dag i et nyt studieliv for 1.832 nye naturvidenskabs- og ingeniørstuderende, og det er rekordmange. Tæller man det kommende vinteroptag med, er der i alt indskrevet over to tusind nye studerende på fakultetet.

Studiestarten er en stor dag, ikke kun for de nye studerende, men også for universitetet og dets medarbejdere, hvis fornemste opgave det er at uddanne unge mennesker til at varetage vigtige opgaver i samfundet. Det gjorde dekan Niels Chr. Nielsen klart i sin velkomst til de studerende:

”Det er i dag er en af de ekstraordinært fantastiske dage her på Aarhus Universitet. I studerende repræsenterer selve livet her på universitetet!”, sagde han til de mange nye studerende som fyldte aulaen.

Uddannelse er vigtig, ikke blot for universitetet, men for samfundet, understregede dekanen endvidere:

”I en tid, der i stigende grad er præget af postfaktuel viden, er det utrolig vigtigt, at vi uddanner unge mennesker, der kommer ud med den nyeste og mest korrekte viden til samfundet”, sagde han.

Dekanen opfordrede de nye studerende til at nyde deres studietid og udnytte, at de nu får 42.000 nye kolleger blandt alle AU’s studerende til også at få nogle gode sociale relationer i studietiden.

I velkomsten lød der også en særlig tak til de 320 frivillige tutorer på ST, der har brugt det sidste halve år på at forberede en god start for de nye studerende, og som står for at hjælpe dem godt i gang.

Tutorerne har tilrettelagt tre intensive introdage i denne uge, som skal hjælpe de nye studerende godt på vej, både i forhold til at komme godt i gang med uddannelsen, og til at lære deres nye studiekammerater at kende. Og derudover følger tutorerne de nye studerende gennem hele første semester og står klar med råd og vejledning, når der er behov for det.

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen