Tang til fødevarer, foder og et bedre havmiljø i Danmark

Giver det mening at dyrke og anvende tang i Danmark, og kan tangen bidrage til et bedre havmiljø? Det sætter forskere, virksomheder, myndigheder og interesseorganisationer fokus på i et nyt stort projekt, som er støttet af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN med 10 millioner kroner.

19.04.2017 | Rasmus Rørbæk

(Foto: Peter Bondo)

I projektet Tang.nu undersøges perspektiverne i at bruge høst og indsamling af tang som et såkaldt marint virkemiddel til at skabe et renere havmiljø, og efterfølgende bruge tang-biomassen til fødevarer og foder.

”Når tang vokser, optager det næringsstoffer som kvælstof og fosfor fra havvandet, og når tangen efterfølgende indsamles eller høstes, fjernes disse næringsstoffer helt fra havmiljøet. Ved at bruge den høstede tang som foder eller fødevare får vi en unik mulighed for at genanvende næringsstofferne i fødekæden på land. På den måde kan dyrkning og anvendelse af tang bidrage til en mere bæredygtig kobling mellem land og hav. Det er en ren win-win situation” forklarer forsker Annette Bruhn fra Aarhus Universitet, som leder det store projekt:

”Med vores nye projekt, Tang.nu, har vi en fantastisk mulighed for at bringe tang i spil i Danmark – både som virkemiddel og ressource. Vi vil skabe ny nødvendig viden og nye samarbejder på kryds og tværs mellem tang-aktører i Danmark, og på den måde også bane vejen for virksomheder, der skal leve af at producere og forarbejde tang”.

Det nye projekt skal både vurdere miljøeffekten i at dyrke sukkertang i åbne farvande, og undersøge perspektiverne i at høste tangarten søsalat i Limfjorden. Søsalat forekommer ofte i meget store mængder i danske fjorde som Limfjorden til skade for andet plante- og dyreliv og også til gene for badegæster og andre brugere af den kystnære natur. Ved at høste søsalaten fjernes samtidig næringsstoffer til gavn for havmiljøet, og Tang.nu skal blandt andet udvikle skånsomme høstmetoder, undersøge miljøeffekterne og anvende den høstede biomasse til dyrefoder.

Tang til dyrefoder og fødevarer
Tang indeholder nemlig både proteiner, mineraler, vitaminer og bioaktive stoffer, og projekt Tang.nu har fokus på at anvende den høstede tang i foder til kvæg, grise og fisk. Projektet skal blandt andet dokumentere mulighederne for at bruge tangen til at forbedre tarmsundheden hos smågrise og kalve og dermed nedsætte eller helt undgå brugen af antibiotika.  

Tang bruges desuden i stigende grad i nye, sunde fødevarer og projektet arbejder derfor også med fødevaresikkerhed og økologisk certificering af tang. Med Danmarks lange kyststrækning er tang også på mange måder en lettilgængelig ressource for de fleste danskere, men de færreste ved, hvordan de selv kan bruge tangen i deres egen husholdning. Derfor har projektet også ambitioner om at få gjort tangen mere folkelig, og offentlige arrangementer med tangindsamling rundt i landet, workshops, undervisning og en udstilling i Kattegatcentret skal alt sammen være med til at gøre danskerne klogere på tang.

Et skridt i den rigtige retning
”Vi glæder os rigtig meget til at fortælle folk om de spændende perspektiver, der er i at høste og anvende tang, og måske også få mere tang på de danske middagsborde. Og så er vi rigtig stolte af at være med i et projekt, der fremmer en mere bæredygtig udvikling, hvor vi gennem høst af tang kan genindvinde næringsstoffer udledt til havmiljøet, og på den måde forvandle næringsstofferne fra et problem i naturen til en værdifuld ressource i form af sunde fødevarer og foder. Tangdyrkning og -høst kan bestemt ikke løse alle vores miljøproblemer i havet, men det er et skridt i den rigtige retning” fortæller forskningsleder Lone Thybo Mouritsen fra Kattegatcentret, som leder projektets formidlingsdel.

Kontakt:

Annette Bruhn,
Projektleder for Tang.nu og seniorforsker på Aarhus Universitet,
Institut for Bioscience,
Mail: anbr@bios.au.dk,
Mobil: 29638034.

Lone Thybo Mouritsen,
leder af projektets formidlingsdel og forskningsleder i Kattegatcentret,
Mail: lm@kattegatcentret.dk,
mobil: 20276553.

Mikkel Klougart,
fondsrådgiver hos VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN,
Mail: mk@veluxfoundations.dk,
mobil: 23 28 36 74.

 

Fakta:

Projektet Tang.nu er støttet af VILLUM FONDEN og VELUX FONDEN med 9.934.675 kroner.

Projektet starter 1. april 2017 og slutter 31. december 2020.

Projektets aktiviteter omfatter følgende:

·       Bæredygtig dyrkning og høst af sukkertang, søsalat, søl og blæretang i Kattegat og Limfjorden

·       Anvendelse af tang til foder og erstatning af antibiotika til grise, kalve og fisk

·       Fødevaresikkerhed og økologicertificering af danskproduceret tang

·       Kortlægning af miljø- og klimaeffekter af tangdyrkning og –anvendelse

·       Formidling til erhverv (landbrug, havbrug), beslutningstagere og borgere

I projektet deltager:

·       Aarhus Universitet: Institut for Bioscience, Institut for Husdyrvidenskab, Institut for Miljøvidenskab

·       Bisserup Havbrug

·       Danmarks Tekniske Universitet: Institut for Akvatiske ressourcer, Fødevareinstituttet

·       Fjordhaverne i Limfjorden

·       Fødevarestyrelsen

·       Havhaverne i Ebeltoft Vig

·       Kattegatcentret

·       Multidyk

·       Nordisk Tang

·       Roskilde Universitet: Institut for Naturvidenskab og Miljø

·       Seaweed Societé

·       SEGES

·       Teknologisk Institut

·       Økologisk Landsforening

Projektet har desuden en følgegruppe som omfatter:

·       Danmarks Naturfredningsforening

·       Gourmettang

·       Kystdirektoratet

·       Miljøstyrelsen

·       Norddjurs Kommune

·       Odder Kommune

·       Region Midtjylland

·       Skive Kommune

Science and Technology, Offentligheden / Pressen