Vi skal også have rent vand i fremtiden

Det nye forskningsprojekt GEOCON skal medvirke til at sikre vores dyrebare vandressourcer mod forurening ved at udvikle metoder til at vurdere risikoen for spredningen af skadelige stoffer fra forurenede områder til grund- og overfladevand.

22.01.2014 | Mette Helm

Mens størstedelen af landets befolkning tager rent drikkevand for givet, lægger forskere fra bl.a. Aarhus Universitet netop nu hjernen i dybe folder for at finde ud af, hvordan vi kan fremtidssikre vores grundvand mod forurening fra eksempelvis lossepladser (Foto: Colourbox)

Tænker du nogensinde over, hvad der er i de krystalklare vanddråber, som løber ned i dit drikkeglas, når du åbner for hanen? Og hvor meget arbejde, det har krævet at finde vandet, hive det op fra undergrunden og levere det direkte til din håndvask? Vi er vant til at tage rindende, rent vand for givet i vores husholdninger. Når vi er tørstige eller skal koge spaghetti, åbner vi bare for hanen.

Men det er hverken en nem eller billig opgave at sikre drikkevandets renhed. Forurenede grunde udgør en stor risiko for vores vandressourcer, fordi miljøfremmede stoffer fra eksempelvis lossepladser kan sive ned i grundvandsmagasinerne og ud i søer og vandløb. Det udgør ikke kun en trussel mod vores drikkevand, men kan også sætte også vores økosystemer under pres.

Derfor bruger det danske samfund hvert år store summer på at risikovurdere og oprense forurenede grunde. Det arbejde skal det nye forskningsprojekt GEOCON med deltagelse fra Aarhus Universitet nu give et tiltrængt løft. Forskerne i projektet udvikler en ny generation af koncepter, undersøgelsesmetoder og værktøjer, som ikke blot kortlægger de forurenede grundes geologiske forhold, men også omsætter dataene til en konkret vurdering af forureningsrisikoen for områdets grund- og overfladevand. På Aarhus Universitet skal forskere fra Institut for Geoscience udvikle nye geofysiske måleinstrumenter, der kan forbedre identifikationen af eksempelvis forureningsgraden, når der måles på en losseplads.

”Ved at måle med geofysiske instrumenter fra overfladen kan der relativt hurtigt opnås detaljeret information om de geologiske forhold og forureningen fra en losseplads. Gængse undersøgelsesmetoder er baseret på boringer, som er relativt dyre og langsomme. Med de forbedrede vurderingsværktøjer, der udvikles i dette projekt, vil regionerne, der står for risikovurderingen af forurenede grunde, opnå en sikrere og hurtigere vurdering,” siger professor Esben Auken fra Aarhus Universitet.

Forskningsprojektet, der netop modtaget har en bevilling på 15 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningsråds pulje til bæredygtig energi og miljø, er ledet af Poul Løgstrup Bjerg fra Danmarks Tekniske Universitet og udføres i samarbejde med Aarhus Universitet, GEUS, Region Syddanmark, Region Midt, University of Bonn, Lunds Tekniske Universitet, Kansas University og ingeniørfirmaet Orbicon. Projektet løber indtil 2018, og de udviklede metoder forventes anvendt verden over af forskere, myndigheder og rådgivere.

Kontakt

Professor Esben Auken, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, esben.auken@geo.au.dk, Direkte telefon: 87156383, Mobiltelefon: 28992587.

Lektor Anders Vest Christiansen, Institut for Geoscience, Aarhus Universitet, anders.vest@geo.au.dk, Direkte telefon: 87162379, Mobiltelefon: 29454305.

Science and Technology, Offentligheden / Pressen, Forskning