Nyt dansk teleskop indvies på Tenerife

Det første teleskop i det danskledede teleskopnetværk SONG indvies officielt den 25. oktober 2014 på Tenerife. Aarhus Universitet er medejer af teleskopet. Dermed går startskuddet til et verdensomspændende stjerneforskningsprojekt, der vil bringe os endnu tættere på stjernerne og på at finde jordlignende planeter.

Astronomer fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet fik for otte år siden idéen til et globalt netværk af små teleskoper, der helt specifikt skulle målrettes studiet af stjerner og planetsystemer omkring stjernerne. Drømmen var at udvikle en prototype på et nyt topmoderne og robotiseret teleskop, der var billigt og effektivt i drift, og som videnskabeligt kunne gøre en forskel for relativt små midler, også inden hele det planlagte netværk på i alt otte teleskoper verden over var udbygget.

Idéen med at have et netværk af teleskoper rundt om kloden er, at når Jorden drejer, kan man følge observationerne af stjerner og planeter fra det ene teleskop til det næste teleskop i netværket, over lange sammenhængende tidsrum.

Der er to overordnede videnskabelige formål med teleskoperne: De skal måle stjernesvingninger, som kan fortælle om stjernernes indre struktur, og de skal kunne finde jordlignende exoplaneter i vores egen galakse, Mælkevejen.

Enestående videnskabelige resultater

Ved Observatorio del Teide på Izaña-bjerget på Tenerife, som er den danske - og første - ’node’ i SONG-netværket, er prototypen på det nye teleskop opstillet, testet og klar til den officielle indvielse.

Kikkerten er mindre end mange andre moderne teleskoper, kun 1 meter i diameter, det tekniske udstyr er installeret i en skibscontainer ved siden af, og det hele kan fjernstyres over en almindelig internetforbindelse. Prisen har været ca. 30 mio kr., hvilket er billigt sammenlignet med andre teleskoper i verden. Alle instrumenterne er udviklet og bygget ved Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard er centerleder for Stellar Astrophysics Centre på Aarhus Universitet og overordnet leder af SONG. Han er meget begejstret for, at det nye teleskop på Tenerife nu er taget i brug og allerede er godt i gang med at levere enestående videnskabelige resultater.

”Det er fantastisk, at vi i dag står med et nyt, topmoderne teleskop, der trods tekniske udfordringer og forsinkelser har holdt budgettet, og ikke mindst, at det har vist sig at kunne levere lige præcis det, vi havde en vision om, da vi startede projektet. Vores viden om stjerner og exo-planeter har forandret sig meget de senere år, og alligevel kan vi konstatere, at vi så rigtigt, da vi designede de videnskabelige mål for SONG-projektet – det kan vi være vældig tilfredse med”, siger Jørgen Christensen-Dalsgaard.

Det nye SONG-teleskop står ved Observatorio del Teide på Izaña-bjerget på Tenerife. (Foto: Mads Fredslund Andersen, Aarhus Universitet).
Teleskopet er kun 1 meter i diameter og dermed mindre end andre moderne teleskoper. Det tekniske udstyr er placeret i en skibscontainer ved siden af teleskopet. (Foto: Mads Fredslund Andersen, Aarhus Universitet).

Jagten på jordlignende planeter

Astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen er fra Niels Bohr Institutet og Center for Stjerne- og Planetdannelse ved Københavns Universitet. Han leder exoplanetforskningen i SONG-projektet og har særligt fokus på eftersøgningen efter jordlignende exoplaneter. Det nye SONG-teleskop styrker mulighederne for at opdage og undersøge nye planeter i vores galakse.

"SONG-teleskoperne er udstyret med en speciel teknologi, der gør det muligt at tage næsten lige så skarpe billeder som fra rummet, og det er det, der skal til for at se de helt små planeter på størrelse med Jorden og Mars i kredsløb om andre stjerner", siger Uffe Gråe Jørgensen.

Synergier med andre missioner

Det er ikke blot i forhold til de danske astronomers egne visioner, at SONG-teleskopet lever op til forventningerne. Det har også vist sig at falde overordentlig godt i hak med både NASAs Kepler-mission og kommende store rum-missioner som ESA’s PLATO-mission (PLAnetary Transits and Oscillations of stars) og NASA’s TESS-mission (Transiting Exoplanet Survey Satellite). De sidstnævnte var end ikke på tegnebrættet, da SONG-projektet blev startet.

Astronomerne ved Stellar Astrophysics Centre har opbygget et tæt samarbejde med NASA inden for stjerne- og planetforskning med resultaterne fra Kepler-teleskopet. Samarbejdet har resulteret i vigtig ny viden om stjernernes egenskaber og enestående opdagelser af nye planeter og planetsystemer.

”Med et så fint og målrettet State-of-the-art instrument, som vi nu står med på Tenerife, forventer vi også fremover at kunne være med helt fremme i den internationale frontforskning på dette område”, udtaler Jørgen Christensen-Dalsgaard.

SONG-netværket udbygges

Udover teleskopet på Tenerife er SONG-netværket ved at blive udbygget med et teleskop i Kina, som er bygget efter den danske prototype og netop nu er i testfasen, og der er forhandlinger i gang med samarbejdspartnere i New Mexico i USA. Desuden har de kinesiske samarbejdspartnere planer om at bygge et SONG-teleskop i Sydamerika.

Det danske SONG-teleskop på Tenerife ejes og drives af Aarhus Universitet og Københavns Universitet i et samarbejde med Instituto de Astrofísica de Canarias på Tenerife.

SONG står for Stellar Observations Network Group. Projektet er finansieret af Carlsbergfondet, Villum Kann Rasmussen Fonden, Det Frie Forskningsråd (FNU), Det Europæiske Forskningsråd (ERC), Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Instituto de Astrofísica de Canarias.

Indvielse

Den 25. oktober 2014 er Stellar Astrophysics Centre vært for den officielle indvielse af teleskopet ved et arrangement på Tenerife, med deltagelse af repræsentanter for Aarhus og Københavns universiteter og relevante fonde. Endvidere deltager forskere fra Kina, Australien, USA, Chile, Sydafrika og Tyskland, der alle deltager i SONG-projektet, eller har udtrykt interesse for at deltage.

Ved indvielsen får teleskopet på Tenerife det officielle navn ”The Hertzsprung SONG Telescope”, opkaldt efter den danske astronom Ejnar Hertzsprung (1873-1967). Ejnar Hertzsprung er verdenskendt for Hertzsprung-Russel-diagrammet, som er et redskab til at klassificere stjerner efter lysstyrke og spektralklasse.

Yderligere oplysninger:

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard, Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet
Leder af SONG og har overordnet ansvar for projektets videnskabelige ledelse. Arbejder specielt med at sikre den internationale koordinering af hele projektet og udnyttelsen af asteroseismologi.
Tlf: +45 23382374, email: jcd@phys.au.dk

Professor Hans Kjeldsen, Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet
Centermanager og har overordnet ansvar for rammerne for SONG. Arbejder specielt med observationer af stjernernes indre via asteroseismologi.
Tlf: +45 23382160, email: hans@phys.au.dk

Lektor Frank Grundahl, Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet
SONG project scientist. Har ansvar for den tekniske del af SONG, herunder designet af teleskop og instrumenterne på Tenerife. Har også ansvar for udviklingen af robot-delen af SONG.
Tlf: +45 21314367, email: fgj@phys.au.dk

Lektor Uffe Gråe Jørgensen, Niels Bohr Institutet og Center for Stjerne- og Planetdannelse, Københavns Universitet. Leder af exoplanetdelen af SONG-projektet.
 Tlf +45 61306640, email: uffegj@nbi.dk

 

Se også hjemmesiden song.au.dk

Mælkevejen over Observatorio del Teide, hvor det nye SONG-teleskop ses i midten. Foto: Daniel López, Instituto de Astrofísica de Canarias