Strategi

Med Strategiplan 2016-2020 baner Science and Technology vejen for at blive stærkere og globalt mere konkurrencedygtigt inden for fakultetets vigtigste områder: forskning, uddannelse, talentudvikling, myndighedsrådgivning og erhvervssamarbejde.

Det strategiske fokus er på udviklingen af institutters og centres aktiviteter gennem systematisk styrkelse af eksisterende og udvikling af nye højt profilerede forskningsaktiviteter, der er internationalt enestående og har samfundsmæssig stor gennemslagskraft. Vigtige forudsætninger herfor er at ansætte, engagere og fastholde den næste generation af talentfulde forskere gennem målrettet rekruttering og talentudvikling, at styrke internationalisering og erhvervssamarbejde, styrke forskningsinfrastrukturen, samt at sikre en effektiv administrativ støtte og et godt arbejdsmiljø.

Centralt i strategien er fokus på forskning af højeste kvalitet, herunder etablering af interdisciplinære tematiske centre og understøttelse af institutterne flagskibe, et øget erhvervssamarbejde, en styrkelse af ingeniørområdet, en stærkere forskningsbaseret myndighedsrådgivning og en målrettet indsats mod at uddanne flere og bedre kandidater.

Vision

The vision of the Faculty of Science and Technology is to be a global key player advancing excellence in science and technology to the benefit of society.

Mission

The mission of the Faculty of Science and Technology is to contribute to society by virtue of excellent research, education, talent development, public sector consultancy, and industrial collaboration.

Målsætninger

Med Science and Technologys Strategi 2016-2020 ønsker vi at:

  • Skabe grundlaget for at positionere ST blandt verdens top 50 bedste fakulteter inden for naturvidenskab og teknologi i 2025.
  • Blive anerkendt globalt for stor samfundsmæssig indflydelse gennem excellence i vores kerneaktiviteter: forskning, uddannelse, talentudvikling, myndighedsrådgivning og erhvervssamarbejde.
  • Være det foretrukne danske fakultet for naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige uddannelser.
  • Være den førende danske leverandør af myndighedsrådgivning gennem forskning og rådgivning af højeste kvalitet, og med et øget fokus på internationale aktiviteter.
  • Blive anerkendt af erhvervslivet som en særdeles vigtig samarbejdspartner i udviklingen af banebrydende, vidensbaserede løsninger på verdens ’grand challenges’, og udviklingen af vækstteknologier.

Forskning af højeste kvalitet

Forskning er basis for de fleste af ST's kerneaktiviteter. Forskning af høj kvalitet danner grundlag for fakultetets uddannelsesaktiviteter, for talentudvikling, for myndighedsrådgivning og for et direkte og tæt samarbejde med industrien om en bred vifte af emner. ST har en unik mulighed for at opnå global indflydelse gennem synergier mellem fakultetets aktiviteter inden klassisk naturvidenskab, myndighedsrådgivning og ingeniørvidenskab. Det giver potentiale til at identificere centrale problemer i samfundet og være en væsentlig drivkraft i udviklingen af videnbaserede løsninger, som kræver et tværfagligt setup.

Interdisciplinære tematiske centre

Fakultetsledelsen har udpeget otte tematiske områder, som går på tværs af institutterne, og hvor der er potentiale for at udvikle forskningsaktiviteter, der kan blive førende på nationalt plan og stå stærkt internationalt.

Der arbejdes på mulighederne for at oprette tematiske centre inden for områder relateret til materialer, big data, grøn energi, vand, fødevarer, miljø, entreprenørskab og moderne undervisningsmetoder.

Læs mere om de interdisciplinære tematiske centre

Stærke flagskibe på institutterne

Et nøgleelement i strategien er, at institutter og centre fortsat skal udvikle og prioritere særligt stærke faglige flagskibe med international styrke. Eksempler på flagskibe kan være inden for bioraffineringsteknologi, molekylær neurobiologi, biologisk kemi, nanomedicin, klima-smarte fødevaresystemer, forståelse af den dybe jords opbygning, samt rumforskning og -teknologi. Læs mere i institutternes strategier.

Øget erhvervssamarbejde

Et vigtigt element i ST’s strategi er ambitionen om at forøge samarbejdet med det omgivende samfund, særligt med fokus på industrien. Det vil øge adgangen til forskningsmidler, som er særligt målrettet vækstteknologier og industriel forskning.

Samarbejdet skal styrkes både gennem direkte forskningssamarbejder, erhvervs-ph.d.er, projekter og praktikforløb for studerende, og ved i højere grad at give erhvervslivet adgang til universitetets forskningsinfrastrukturer. Et tættere samarbejde med alumner gennem et alumnenetværk er også en del af det strategiske arbejde.

Der skal etableres flere stærke forskningsgrupper inden for forskningsområder med stor samfundsmæssig betydning, særligt med fokus på tværgående samarbejder mellem ingeniører, naturvidenskabelige områder og eksterne parter.

En vigtig forudsætning for at nå målet er større synlighed; det skal være nemt for virksomhederne at komme i kontakt med de relevante forskningsmiljøer. Det skal sikres gennem institutternes erhvervsudvalg.

AU Engineering 2025

Væksten i nye teknologier og samfundets behov for ingeniører åbner til stadighed nye muligheder inden for alle ingeniørdiscipliner. Derfor er ingeniørområdet udvalgt som et særligt indsatsområde frem mod 2025.

AU Engineering 2025-planen har overordnet til hensigt at styrke rekrutteringen til diplomingeniør- og civilingeniøruddannelserne og udviklingen af de ingeniørvidenskabelige miljøer på AU, med det formål at imødekomme erhvervslivets og samfundet behov for ingeniører og teknisk videnskabelig forskning.

Stærkere forskningsbaseret myndighedsrådgivning

ST ønsker at fastholde sin position som Danmarks nationale videnscentrum for forskningsbaseret myndighedsrådgivning inden for fødevarer, jordbrug, miljø og energi. Fakultetets faglige sammensætning med de klassiske naturvidenskabelige discipliner, den anvendte forskning og den sektororienterede ekspertise giver  en unik mulighed for at udvikle myndighedsrådgivningen til gavn for samfundet. Den nuværende ekspertise giver sammen med opbygningen af nye ingeniørdiscipliner muligheden for at udvide og udbygge området.

Den forskningsbaserede myndighedsrådgivning skal udbygges gennem en strategisk indsats for at identificere og udnytte nye rådgivningsmuligheder. Det kan øge mængden af den myndighedsrådgivning som fakultetet udbyder, og det skal være med til at skabe nyt grundlag for finansiering af de relevante forskergrupper.

ST vil fokusere på initiativer over for nye offentlige partnere; ministerier, kommuner, nationale og internationale organisationer.

Flere og bedre kandidater

Veluddannede dimittender er ST’s vigtigste bidrag til samfundet. Målet er at uddanne flere og bedre diplomingeniører, bachelorer, kandidater og ph.d.ere med den viden og de kompetencer, samfundet har brug for. Det skal ske gennem forsat dialog med omverdenen om behov, og gennem et styrket erhvervssamarbejde i løbet af studietiden.

Udviklingen af uddannelserne skal ske gennem omlægning til semesterstruktur, fortsat fokus på et godt studiemiljø, kvalitetssikring af uddannelserne, og oprettelse af særlige talentspor. Derudover er der fokus på effektiv læring ved i højere grad at involvere de studerende, og med Educational IT som et vigtigt værktøj.

ST vil arbejde med en målrettet rekrutteringsstrategi, der skal tiltrække de bedste og mest motiverede studerende. Det skal ske gennem fortsat udvikling af rekrutteringsaktiviteter for unge, der er interesseret i science- og ingeniørområdet, og gennem et alternativt optagelsessystem med fokus på andre kvalifikationer end karaktergennemsnit.