Verdens ‘ældste’ giver indsigt i havklimaets hemmeligheder

Analyser af Molboøsters har afsløret, hvordan havene har påvirket klodens klima igennem de sidste et tusinde år. Forskere på Aarhus Universitet har været med til at afdække nogle påvirkninger i de sidste godt 1.000 års klimaforandringer ved hjælp af et undseeligt skaldyr.

Hvis man vil kunne sige noget om klimaforandringer i fremtiden, skal man søge efter svar i fortiden. Vi ved, at der findes klimaarkiver på landjorden, hvor f.eks. træernes ringe kan give information om vækstbetingelser flere tusind år tilbage, og at Indlandsisen gemmer på fortællinger om fortidens klima nede i sine forskellige lag. Men hvor gemmer oceanerne på deres historie?

Verden over har forskere førhen forsøgt at finde frem til pålidelige kilder til data, der kan afsløre kendsgerninger om klimaændringerne i verdenshavene, og for nogle år siden lykkedes det at finde frem til en mulig troværdig kilde: molboøstersen.

Nu ser det ud til, at det lille skaldyr - der for øvrigt er det dyr i verden, der kan blive ældst – har givet en helt unik indsigt i det Nordatlantiske Oceans klimahistorie.

Molboøster danner deres skal i lag, hvilket gør det muligt at se dem som en slags 'arkiv' for det klima, de har været i. Det kan minde om den måde, man kan analysere på ringene i træer. Nu har et internationalt forskerhold fundet ud af nyt om havenes betydning for klimaet ved at studere lagene i skallerne. (Foto: AMS-Dateringscenter)

Ved at undersøge den kemiske sammensætning i skallerne på de små østers, har et internationalt forskerhold nu stykket havklima-historien sammen år for år for de sidste 1.000 år, og samtidig afsløret, hvilken rolle havet har haft i den dramatiske klimaforandring, der er sket i atmosfæren i perioden.

Det er nu vist, at op til den industrielle periode, efter 1800 f.Kr., skete de primære forandringer via Solens aktiviteter og vulkanske udbrud. Det påvirkede atmosfæren og dermed også klimaet. Der sker til gengæld en markant ændring i den industrielle periode mellem år 1800 og 2000. Her spiller solaktivitet, vulkanudbrud og havstrømninger ikke den samme rolle, men til gengæld ses menneskeskabte påvirkninger som en større faktor for temperaturændringerne på den nordlige halvkugle.

Resultatet er centralt for at kunne dechifrere, hvordan eventuelle ændringer i Nordatlanten kan have skubbet på de atmosfæriske klimaforandringer, og samtidig give et billede af, hvordan klimaet kan udvikle sig på den Nordlige halvkugle i fremtiden.

’Træringe’ under havet
Det store billede er fundet ved hjælp af et lille dyr. Det lille kræ, der kaldes for en Molboøsters, er en spiselig musling, der hører til i havene omkring Nordamerika og Europa, og kan blive over 500 år gammel. Hvert år skaber den et nyt lag i sin skal, der kan minde lidt om den måde, træer skaber en ny ring.

Det er den høje alder og dens særegne måde at lave sin skal på, der gør den formidabel til at fortælle om havets kemiske sammensætning. Det gør det muligt at se på forskelle på de lag, der opbygger sig år efter år, helt som træringe kan fortælle mangt og meget om de omgivelser et træ er opvokset i.

Forskergruppen har været under ledelse af forskere fra Cardiff og Bangor universiteterne og har desuden omfattet amerikanske, danske og islandske forskere. AMS Dateringscenteret på Aarhus Universitet har dateret de mange muslinger, der skulle til for at lægge puslespillet med muslingerne i den rigtige rækkefølge, så lagene kunne tælles helt nøjagtigt.  Ved at måle sammensætningen af kulstof-iltisotoper i de årlige lag i skallen, har man så at sige kunnet bladre i havets arkivskab i form af molboøsters, og forskerne i projektet kan, med afsæt i det, fortælle om havklimaet gennem tusinde år i en artikel, der netop er udsendt i det videnskabelige tidsskrift, Nature Communications.

Ved at undersøge den kemiske sammensætning i skaller på små østers, har et internationalt forskerhold nu stykket havklima-historien bedre sammen for de sidste 1.000 år. (Foto: Colourbox)

”Indtil nu har instrumentelle observationer givet mulighed for, at man kan analysere omkring 150 år tilbage, mens en egentlig rekonstruktion med hjælp af sedimenter fra havbundsprøver har haft udfordringer omkring nøjagtighed i aldersbestemmelserne. Så hidtil har der været en række begrænsninger på, hvor langt tilbage man har kunnet se med en klar tidsakse, og det har igen gjort det svært at sige noget om samspillet mellem klimaforandringer og havet,” siger Jan Heinemeier, og fortsætter:

Ved at sammenholde de kemiske ændringer, man kunne se i skallerne med de optegnelser, der er tilgængelige omkring solare- og vulkanske aktiviteter, har gruppen nu formået at genskabe klimahistorien for de sidste 1.000 år, og undersøge en eventuel sammenhæng. Det viser sig nu, at klimaændringerne i havet generelt er sket nogle årtier før de tilsvarende ændringer i lufttemperaturen på land. Derimod tyder det på, at klimaændringerne i luften efter den industrielle revolution nu går forud for ændringerne i havet – altså en ny situation."

Viden til eftertanke
Fundet udfordrer til dels de metoder, man hidtil har brugt til at skabe et dækkende billede af samspillet mellem hav og atmosfære, ganske enkelt fordi data ikke er gået langt nok tilbage i tid. Mens der bliver afdækket centrale mekanismer ved de metoder, kan den antropocæne påvirkning have maskeret de naturlige rytmer, der forekommer mellem elementerne over lange tidshorisonter.

”Mens det er mine dygtige britiske og amerikanske kolleger, der har stået for den del af arbejdet, kan jeg godt sige, at de data, der her er brugt har vist sig at kunne blive et uvurderligt arkiv over den naturlige tilstand for havsystemerne og den menneskelige – den antropocæne – tidsalders betydning gennem de sidste 1.000 år. Her kan det vise sig, at der er gemt en ægte ”molbo-historie”, men at der her er konkret tale om at den lille østers giver videnskaben langt mere robuste rekonstruktioner,” forklarer jan Heinemeier.