Moskusokser satellitovervåges i Nordøstgrønland

Man kan undre sig over, hvorfor en moskusokse først krydser en bred tilfrossen fjord og fortsætter op på en højt beliggende gletsjer, som den følger på en flere døgn lang vandretur hen over Clavering Ø i Nordøstgrønland. Men det gør den. Og det er ganske vist. For fjorten moskusokser fik sidste efterår en satellitsender rundt om halsen, og forskere i Danmark modtager nu hver time besked om, hvor okserne befinder sig i verdens største nationalpark.

Man spøger ikke med en bomstærk moskusokse, der vejer mellem 200 og 300 kilo og har sylespidse horn. Seks granvoksne mænd ved hvad de har med at gøre, når de står ansigt til ansigt med det vandrende arktiske uldtæppe med den store pandebrask.

Forskere fra Aarhus Universitet er sammen med et hold fra Københavns Zoo rejst til Zackenberg i Nordøstgrønland for at sætte sendere på en række moskusokser.

Alle mand ved præcist hvad de skal gøre, når en moskusokse bedøves. Der skal på kort tid tages en række prøver og en satellitsender skal monteres om halsen. Foto: Lars Holst Hansen, Aarhus Universitet.

Det er oktober og det er bidende koldt. Men hver mand ved, hvad han skal gøre, når dyrlæge Carsten Grøndahl fra ZOO lægger geværet til kinden og sender pilen med det bedøvende stof mod den udvalgte ko.

Carsten Grøndahl har prøvet det før. Han er vant til at bedøve de store dyr i ZOO, når de skal tilses af en dyrlæge. Han ved nøjagtigt hvor meget bedøvelse, moskusoksen skal have, så den bliver rolig. Og den må ikke få for meget. Så risikerer den at dø.

Forskerne arbejder hurtigt. Tager blodprøver fra den bedøvede moskusokse, fotograferer dens tænder for at vurdere dens alder og giver den til sidst et solidt halsbånd på, der bærer en lille kasse med en GPS-navigator og en lille satellittelefon.

Så giver Carsten Grøndahl moskusoksen en sprøjte, der ophæver bedøvelsen, og alle mand slipper på samme tid det store dyr. Først er den lidt groggy og usikker på benene. Men hurtigt slutter den sig til den øvrige flok, der relativt uinteresseret har fulgt slagets gang på afstand.

Sparsomme vækster

Moskusoksen lever af de sparsomme plantevækster, som de rå og ugæstfrie områder byder på. Planterne bliver sjældent mere end nogle få cm høje. Gennem vinteren falder temperaturerne til ned til minus 40 grader, det er buldermørkt, og stort set alt er dækket til med sne og is. En barsk verden for det store dyr, der er svøbt i et filtret tæppe af varmt, isolerende uld.

Om efteråret er der særligt mange moskusokser på tundraen ved Zackenberg Feltstation. Forskerne har talt 412 okser på et 30 km2 område omkring stationen.

Men ingen ved rigtig, hvor dyrene går hen, når vinteren falder på. Hvor langt de vandrer, hvilke områder, de foretrækker og hvordan de vil klare klimaforandringerne. Det ændrede klima vil give mere nedbør i form af sne, og længere perioder med vekselvirkning mellem tø og frost vil udfordre dyr, der skal skrabe sig gennem sne og is for at finde føde.

Et seks mand stort hold bedøvede tyve moskusokser og satte satellitsender om halsen på fjorten køer og øremærker på seks tyre. Foto: Lars Holst Hansen

Moskus online

Forskerne satte fjorten sendere på fjorten forskellige køer. Køerne er valgt, fordi de ofte går i flokke, og på den måde kan man følge en hel gruppe af dyr. Tyrene går mere for sig selv. Seks tyre fik et gult øremærke i det højre øre, så forskerne kan genkende dem, hvis de ser dem i kikkert eller finder deres døde kadaver.

 

Og data strømmer nu ind fra de mange sendere. Hver time ryger der via en satellit en besked afsted til Danmark.

 

Biolog Lars Holst Hansen var med til mærkningen af moskusokserne og er på Zackenberg feltstation det meste af sommerhalvåret. Han har samlet de mange data og har lavet en lille video, der viser, hvor de fjorten køer har vandret siden de fik senderen på. Sætter man dyrenes positioner ind i Google Earth, får man faktisk en lille film, der visuelt viser de områder, som køerne har set det under deres vandring.

 

”Vi kan se, at dyrene ikke går i samme flok hele tiden. Nogle gange følges de sammen i én flok for så senere af følges med en anden flok. Vi kan også se, hvilke områder, okserne foretrækker og hvor de opholder sig i længere tid,” fortæller Lars Holst Hansen.

 

Og så kan forskerne følge nogle af dyrene på lange ekspeditioner til fjerntliggende områder som bl.a. de to moskusokser, der krydsede den frosne fjord for at klatre op på Clavring Ø. En af dem brugte blot tre timer på at krydse den ni kilometer brede fjordmunding. Og en af dem vandrede, efter at have krydset fjorden, via en gold gletsjer op til toppen af øen og ned på den anden side af øen - en isvandring over to døgn.

 

”Vi må næsten tro, at de følger en eller anden erfaring om, at græsset er grønnere på den anden side. At de har været der før, eller at en anden moskusokse har lært dem vejen,” funderer Lars Holst Hansen.

Følg oksernes vandring på denne video

Klik på firkanten i nederste højre hjørne for at se videoen i fuld skærm. Lars Holst Hansen, AU / Google Earth

Et varmere Arktis

To af de mærkede okser er bukket under for den hårde vinter. Det afsløres af, at senderne sender fra samme punkt hele tiden. Den ene døde d. 12. marts, den anden døde sidst i maj.

 

”Vi har fundet den ene og har bjerget senderen. Oksen var radmager, og prøverne vi tog fra knoglemarven viste, at den havde tæret på de absolut sidste ressourcer,” fortæller Lars Holst Hansen.

 

Undersøgelserne af moskusoksernes vandring og færden indgår i et stort samlet forskningsprojekt, der har base på Zackenberg Feltstation. Det samlede mål er at undersøge, hvordan det arktiske økosystem ændrer sig som følge af klimaforandringerne.

 

”Der er helt tydeligt, at ekstreme vintre med meget nedbør er hård kost for moskusokserne,” siger Lars Holst Hansen.

 

Nedbøren kommer som sne i Arktis, og forskerne forventer mere sne i Nordøstgrønland, når det bliver varmere. Samtidig kommer der flere varme dage, og meget tyder på, at sneen gennem de varme dage tør i overfladen og synker ned gennem snemasserne som vand. Når det fryser igen, dannes et ispanser, som er meget svært for moskusokserne at skrabe sig ned gennem.

 

Satellitsenderne giver nu forskerne uvurderlig viden om moskusoksernes færden, og om hvilke områder de foretrækker. Sammenholdt med en række andre data, heriblandt data for snedække, kan forskerne vurdere moskusoksens rolle i fremtidens arktiske økosystem.

 

I 1962 og 1965 flyttede man moskusokser fra Nordøstgrønland til Søndre Strømfjord på vestkysten af Grønland, hvor klimaet er varmere og vegetationen mere frodig. Dyrene har siden da udviklet sig til en stor population, der har spredt sig til store områder.