Du er her: AU » Om AU » Science and Technology » RØMER » Gamle fisk snyder arkæologer

Gamle fisk snyder arkæologer

Arkæologer er afhængige af præcise dateringer af deres fund. Kulstof-14 datering er et populært redskab til dette formål. Men ny forskning viser, at den er mere kompliceret end hidtil troet: Hver gang vores forfædre har tilberedt og spist fisk, har de 'opstillet' en fælde for dateringsfolket.

Et ph.d.-projekt har nu påvist, at ler kan gemme på en 'fælde' for arkæologer. (foto: Bente Philippsen)

Stenalderjægeren skal bare passe lejren og sørge for mad til de andre i dag. Han havde gevinst i ålerusen, og rødderne var hurtigt gravet op af den bløde jord, og nu putrer maden i lerkarret på det lille ildsted. Han rører i det med træskeen og dufter til suppen. Den vil de andre blive glade for, når de kommer tilbage.

Pludseligt stiger en frygteligt lugt i hans næse. Vinden har fået ilden til at blusse op. Halvdelen af suppen er kogt over, den anden halvdel bobler som tjære. Han rækker ud efter lerkarret. Brænder sin hånd. Bander. Han sparker til karret, der hopper ned mod åen og brister på en sten. Skårene synker hen i åbreddens mudder.

En arkæologisk sensation

Samme sted. Knap 7000 år senere. Arkæolog Sönke Hartz ligger på knæene ved åen Trave for at udgrave en lejrplads fra jægerstenalderen. Lag på lag fjerner han den fugtige tørv og graver sig dybere ned i fortiden. Han finder et potteskår, hvorpå han kan se rester af brændt mad. Stenalderjægerens uheld er nu blevet et fund, der pirrer Hartz’ faglige nysgerrighed.

Arkæologen fra Delstatsmuseet i Slot Gottorp, Slesvig, har solid erfaring med stenalderen i Norden. Han fornemmer, at dette fund rummer løfter om ny viden om vores tidlige kultur: det kan være noget af den ældste keramik i vores region.

Men for at være sikker, sender han potteskåret til et dateringslaboratorium. Da svaret kommer, venter der ham en overraskelse: Skåret er dateret til år 5200 f. Kr.

”Det var en arkæologisk sensation! Denne keramik var mange hundrede år ældre end al den keramik, der tidligere er fundet i Nordtyskland. Det var ældre end hvad alle havde forventet. Men så kom jeg i tvivl. Jeg havde jo fundet potteskåret ved åen, så madresterne kunne sagtens være fra fisk. Jeg huskede, at der var dateringsproblemer med ferskvandsfisk, som kunne give misvisende aldre,” forklarer Sönke Hartz om sine overvejelser.

Arkæologen havde ganske ret. Ny forskning viser, at kulstof-14 datering af potteskår kan ramme mange hundrede år ved siden af, hvis lerkarret har været brugt til af tilberede fisk.

Hårdt vand giver gamle fisk

Kulstof-14 datering måler, hvor meget af det radioaktive kulstof-14 der er tilbage i en prøve. Jo mindre der er tilbage, jo ældre er prøven. Kulstof-14 datering er et populært redskab for arkæologer, som er afhængige af præcise dateringer af deres fund. På Aarhus Universitet har AMS 14C Dateringscenteret 30 års erfaring indenfor denne metode, og i den tid har man blandt andet været med til at datere vigtige fund som Grauballemanden.

Dog er der ”fælder” i dateringsmetoden. Det er fx en udfordring, hvis der fra starten af har været mindre kulstof-14 i det man daterer på. Prøven ser ”for gammel” ud med kulstof-14-briller.

Det kan ske, når man daterer en fisk fra en å med hårdt vand. Hårdt vand indeholder meget kalk, og kalk indeholder slet ingen kulstof-14. Der er altså mindre kulstof-14 i vandet end i atmosfæren, og en fisk vil derfor indeholde mindre kulstof-14 end dyr fra landjorden.

Dette kalder man en ”reservoireffekt”, fordi man siger, at fiskens kulstof kommer fra et andet ”reservoir” end kulstoffet i dyr på landet. ”Reservoiralderen” er forskellen mellem den sande alder og den, man måler med kulstof-14.

Bente Philippsen har lavet sin ph.d. på kulstof-14 dateringscenteret på Aarhus Universitet. (Foto: Rasmus Rørbæk)

Var reservoireffekten skyld i Sönkes gamle keramikdateringer? Det satte dateringscenteret i Aarhus sig for at undersøge. Forskerne allierede sig med lokale lystfiskere, der leverede friskfangede fisk fra den nordtyske å Trave.

De nordtyske prøver gav overraskende resultater: Der er ikke kun en meget stor reservoireffekt, den varierer også voldsomt! Fiskene har reservoiraldre på mellem 500 og 2100 år. Det vil måske lyde sært, men det betyder, at den fisk man lige før har set sprælle i vandet, vil blive dateret til at være over 2000 år gammel.

Dette resultat har stor betydning for kronologien, som arkæologerne har opsat for udviklingen af de forhistoriske kulturer i Nordeuropa.

Skal vi skrive historiebøgerne om?

Arkæolog på Aarhus Universitet, Felix Riede, bruger kulstof-14 dateringer meget i sit daglige arbejde. Han var klar over, at dateringen af fisk kan give afvigende resultater, men den nye viden fra dateringerne overrasker ham:

”En effekt på 2000 år har jeg slet ikke regnet med. Perspektiverne i opdagelsen er rimeligt skræmmende, fordi det er afgørende for arkæologien at have faste fixpunkter i dateringsarbejdet.

En fejl på et par hundrede er ikke slem, når man daterer fund fra den ældste stenalder. Men en fejl på 2000 år har stor betydning.

Det er nok ikke nødvendigt at skrive historiebøgerne om, men der er sikkert nogle forkert daterede fundpladser. Det giver stof til eftertanke, specielt i en gammel fiskerination som Danmark. Hvor der spises fisk, kan der opstå fejl i kulstof-14 dateringen af lerkar,” siger lektor Felix Riede.

Men for at være sikre på, at der vitterlig er sammenhæng mellem fisk og lerkar, har man brug for reference-materiale. Det skal sammenlignes med de arkæologiske madskorper for at bevise, at gamle fisk i nye potter snyder med dateringen.

For at kunne det, har forskerne genskabt stenalderjægerens madlavning.

Gamle fisk i nye potter

En håndfuld forskere er flokket omkring bålet. De har formet og brændt lerkar på stenaldermanér og nu koger de forskellige ingredienser – blandt andet en friskfanget fisk med en kulstof-14 alder på 700 år.

Lerkarret sidder stabilt i det lille ildsted. De rører i det med træskeen og måler temperaturen med et langt glastermometer. De puster til ilden og vifter med aviser.

Det kan være besværligt arbejde at få maden til at brænde på. (Foto: Sönke Hartz)

Endeligt lugter det brændt, og temperaturen stiger over kogepunktet. Maden er ved af brænde fast til en madskorpe! Der jubles, klappes og fotograferes. Forskerne har bevist, at de med omhyggelige anstrengelser kan lade maden brænde fast i en stenaldergryde. Tilmed har madskorpen en alder af 700 år. Endnu vigtigere; de har også bevist, at potteskåret får den samme alder som ingrediensen.

Potteskåret der startede hele projektet er slet ikke så gammel som den første datering, Sönke Hartz fik lavet. Så ganske vist fik han ingen arkæologisk sensation, da han fandt skåret.

Til gengæld er arkæologerne blevet meget klogere på mulige faldgruber i dateringen, mens de potteskår for potteskår sætter vores forhistorie sammen.

Denne artikel er bragt i RØMER, Nyhedsbrevet om natur- og teknisk videnskab fra Aarhus Universitet.

Tilmeld dig her og modtag nyheder en gang om måneden.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 11.04.2014

Her finder du Science and Technology

KONTAKTINFORMATION

Science and Technology
Aarhus Universitet
Bygning 1431
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C
E-mail: scitech@au.dk
Tlf. 8715 0000
Fax: 8715 2068

NUMRE

CVR-nr: 31119103
P-nr: 1009828059
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

Aarhus Universitet
Nordre Ringgade 1
8000 Aarhus C

E-mail: au@au.dk
Tlf: 8715 0000
Fax: 8715 0201

CVR-nr: 31119103
EAN-numre: www.au.dk/eannumre

AU på sociale medier
Facebook
LinkedIn
Twitter
YouTube

© — Henvendelser til webredaktør

Cookies på au.dk