Aarhus Universitets segl

Hold E: Bioinformatik, IT/Elektronik og Datalogi/IT

På hold E vil du i erhvervspraktikken kunne lære om:

Mandag: Bioinformatik

Hvad er bioinformatik? Bioinformatik handler om at udvikle og bruge avancerede computerprogrammer til at trække viden ud af biologisk og medicinsk data, f.eks. DNA sekvenser og proteinstrukturer. Center for Bioinformatik vil fortælle dig om bioinformatik og give dig mulighed for at arbejde med nogle af de computerprogrammer, som en bioinformatiker bruger. Du vil f.eks. se, hvordan bioinformatiske computerprogrammer kan bruges til at undersøge slægtskab og hvordan proteiner, der er nødvendige for vores krop, er formet.

Tirsdag: IT og Elektronik (diplom)

Det er IT- og elektronikingeniører der har designet kredsløbene i din smartphone, dine højtalere og dine forældres robotstøvsuger. De står også bag IT-løsninger som Nem-id og Mobilepay og arbejder med alt fra medicinsk måleudstyr til astronauttøj. Nogle er specialiserede inden for energiteknologi og arbejder bl.a. med grønne energikilder som vindmøller og solceller. Andre er specialiserede inden for sundhedsteknologi og er med til at skabe brugervenlig teknologi til personale og patienter i sundhedssektoren.

Praktikdagen vil byde på en introduktion til de 4 diplomingeniøruddannelser: Elektronik, Sundhedsteknologi, Informations- og Kommunikationsteknologi og Elektrisk energiteknologi. Du vil møde studerende fra uddannelserne og komme til at arbejde med praktiske øvelser, der knytter sig til studieretningerne.

Onsdag: Datalogi/IT

Datalogi og Informationsteknologi - hvad er det?, og hvad laver man hvis man studerer det på universitetet.

I Erhvervspraktik på Institut for Datalogi kan du blive klogere på hvordan Google regner den korteste rute mellem to punkter, hvordan man arbejder med digital lyd og om hvordan fremtidens it-produkter bliver designet.

Bliv klogere på hvad computere og dataloger kan og ikke kan den dag du er i praktik på Institut for Datalogi.

Som praktikant vil du også få et indblik i hvordan livet er som studerende på vores to uddannelser: Datalogi og it. 

(Der tages forbehold for ændringer i fagenes indholdsbeskrivelse).