DDT (dichlor-diphenyl-trichlorethan) blev fremstillet allerede i 1874, men det var først i 1939, at man opdagede dets giftvirkning mod insekter. På grund af stoffets høje giftighed over for insekter, men lave akutte giftighed over for mennesker, vandt DDT hurtigt stor udbredelse i landbruget verden over. DDT fandt også anvendelse i kampen mod malaria, da verdenssundhedsorganisationen WHO i 1955 lancerede et storstilet program for malariaudryddelse. I løbet af 1950erne og ’60erne blev man dog også opmærksom på DDT’s miljøskadelige virkninger, ikke mindst efter udgivelsen af Rachel Carsons Det tavse forår (1962). I bogen argumenterer Carson for, at den omfattende brug af DDT vil have uoprettelige konsekvenser for dyre- og planteliv. DDT blev i løbet af 1970erne forbudt i den industrialiserede verden, men bruges stadig til bekæmpelse af malaria i mange udviklingslande. I dag bliver det stadig debatteret, om man skal anvende DDT (for at bekæmpe malaria og dermed redde menneskeliv) eller om man skal udfase brugen af DDT (af hensyn til mennesker og miljø på længere sigt).