Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Skeletter fra istiden gør os klogere på truede dyrearter

De har været uddøde i over 10.000 år, men den uldhårede mammut, kæmpebæveren og kæmpedovendyret kan stadig lære os, hvad der sker med økosystemerne, når de mest særprægede arter uddør. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet.

11.01.2017 | Peter F. Gammelby

Vi kan ikke forstå, hvor værdifulde eller sårbare nulevende arter er, uden at kigge på ”spøgelserne” af de arter, som uddøde før dem, siger Matt Davis, som har lavet denne grafik. (Klik på den for fuld størrelse)

I løbet af den sidste istid uddøde ca. en tredjedel af alle Jordens større pattedyrarter. Men hvor de faldt, var andre arter i vidt omfang klar til at overtage deres opgaver. Nu er planeten imidlertid nået til et punkt, hvor der ikke er arter nok til at vikariere for nogle af de truede pattedyrarter.

Det konkluderer en forsker på Aarhus Universitet efter at have undersøgt den funktionelle diversitet blandt 94 arter af store pattedyr i Nordamerika over de sidste 50.000 år.

Den funktionelle diversitet adskiller sig fra biodiversitet ved at fokusere på arternes funktionelle træk – f.eks. størrelse, hurtighed, formeringsevne, føde og migration – som er med til at bestemme deres roller i økosystemet. Hvis et område har høj funktionel diversitet betyder det, at arterne er specialiserede og udfører vidt forskellige opgaver. Har området lav funktionel diversitet, overlapper nogle arters funktionelle træk hinanden, så de kan ”vikariere” for hinanden på specifikke opgaver.

Gode og dårlige nyheder

Den gode nyhed er, at den sidste istid ikke var så hård ved den funktionelle diversitet, som man hidtil har troet. Jorden mistede 38 pct. af den funktionelle diversitet blandt de store pattedyr, og i Nordamerika blev arter som uldhåret mammut, kæmpedovendyr, kæmpebæver og en forfader til lamaen, Paleolama mirifica, udryddet.

Den dårlige nyhed er til gengæld, at vores planet har nået et punkt, hvor det at miste bare en håndfuld vigtige arter blandt pattedyrene vil efterlade et lige så stort tomrum, som alle de uddøde istids-pattedyr til sammen.

”Man kan tænke på det som et stort telt, hvor alle dyrearter holder hver en teltpæl. Vi mistede mange arter, da mennesket først ankom til Nordamerika, så dele af teltet faldt sammen, men ikke så stor en del, som vi hidtil har troet. Men nu har vi kun nogle få arter tilbage til at holde teltpælene, og hvis de uddør, kollapser hele teltet,” forklarer Matt Davis, som er forfatteren bag undersøgelsen. Han er postdoc på Carlsbergfondets Semper Ardens-projekt MegaPast2Future på Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, og har netop publiceret sine resultater i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B.

Blandt de 94 arter af nordamerikanske pattedyr, han har data på, er mammutter, los, langhornet bison og sabelkatte, så vel som puma, elge, prærieulve, vaskebjørne, hunde og køer.

Trussel var jævnt fordelt

Et af formålene med studiet var at undersøge forholdet mellem funktionel diversitet og risiko for at uddø: har de mest særprægede (eller specialiserede) arter større risiko for at blive udryddet end andre? Svaret er nej. Truslen var jævnt fordelt over de store pattedyrsarter. Det er forklaringen på, at udryddelserne under istiden ikke gik så hårdt ud over de omgivende økosystemer.

Der var ganske vist ikke umiddelbart nogen til at erstatte mammutternes funktion, da de først var væk. Men Matt Davis fandt ud af, at domesticerede husdyr, som kom fra Europa senere, genoprettede noget af den funktionelle diversitet. Et andet eksempel er vildæsler, som har overtaget nogle af de funktioner, som blev tabt, da indfødte arter som kæmpedovendyret Nothrotheriops shastensis uddøde.

Se på spøgelserne

For nutidens arter er sådanne redundanser i funktioner meget sjældnere, forklarer Matt Davis. For sårbare arter som isbjørne, jaguarer og kæmpemyreslugere findes der ingen mulige ”afløsere” med samme funktioner.

”Ved at undersøge fortiden gennem fossiler bliver vi bedre til at forudsige fremtidige udryddelser. Vi kan ikke forstå, hvor værdifulde eller sårbare nulevende arter er, uden at kigge på ”spøgelserne” af de arter, som uddøde før dem,” siger Matt Davis.

Lederen af MegaPast2Future, professor Jens-Christian Svenning, tilføjer:

“For mig understreger dette studie, hvor vigtigt det er at tage det lange perspektiv med i vores forståelse af vores miljø og dyreliv – især når det gælder om at identificere tabte funktioner og få det rette syn på eksotiske arter og genindførelse af arter. For eksempel kan nogle eksotiske arter hjælpe med at genoprette funktioner, der er gået tabt i forbindelse med fortidens udryddelser,” siger Jens-Christian Svenning.


Matt Davis er Carlsberg Foundation Postdoctoral Fellow ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet. Hans studie er delvist finansieret af Yale Institute for Biospheric Studies, the Geological Society of America, the American Society of Mammalogists samt og et Smithsonian Institution Predoctoral Fellowship.  

Kontakt:

Matt Davis

Institut for Bioscience - Økoinformatik og biodiversitet

Email: matt.davis@bios.au.dk

Jens-Christian Svenning

Institut for Bioscience - Økoinformatik og biodiversitet

svenning@bios.au.dk

Mobil: 28992304

Offentligheden / Pressen