Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Doktorafhandling om molekylers farver

Fysiker Steen Brøndsted Nielsen har opnået en doktorgrad ved Aarhus Universitet. I sin doktorafhandling har han undersøgt hvilken farve molekyler har, når de ikke påvirkes af deres omgivelser. Målet er at udvikle bedre fluorescerende markører til medicinske undersøgelser.

07.11.2019 | Christina Troelsen

Steen Brøndsted Nielsen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, forsvarede sin doktorafhandling om molekylers farver den 28. oktober 2019. Foto: Melissa Yildirim, AU Foto

Steen Brøndsted Nielsen er lektor ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet og kan nu også kalde sig doktor, efter at han 28. oktober 2019 forsvarede sin doktorafhandling med titlen Photophysical properties of molecular ions - The impact of a microenvironment.

I sin forskning har Steen Brøndsted Nielsen undersøgt, hvilken farve molekyler i naturen har, når de er helt alene, altså når de ikke sidder inden i et protein eller er i en vandig opløsning som for eksempel klorofyl, der giver planter deres grønne farve. Han er særlig interesseret i at finde ud af, hvordan omgivelserne, fx et vandmolekyle, påvirker de elektroniske overgange, og hvordan proteiner kan ’tænde’ for et lysabsorberende molekyle, så det bliver fluorescerende.

Inden for cellebiologi og molekylærbiologi bruges ofte fluorescerende markørproteiner, der fx kan fortælle om væksten af en tumor. Det mest kendte eksempel er nok Green Fluorescent Protein (GFP), der omdanner blåt lys til grønt lys. Men fordi rødt lys gennemtrænger væv meget lettere end grønt og blåt lys, er proteiner der udsender rødt lys at foretrække. Der er udviklet en række af disse, men problemet er, at de alle er meget lyssvage. Steen Brøndsted Nielsen håber, at en fundamental forståelse af, hvordan et mikromiljø (fx vand eller aminosyrer) påvirker et lysabsorberende molekyles farve og lysudsendelse. kan gøre det lettere at designe nye og bedre fluorescerende proteiner til medicinske undersøgelser.

Steen Brøndsted Nielsen er født i Grenå (1972). Han har en kandidatgrad i kemi og fysik fra Syddansk Universitet (1997) og en ph.d.-grad i kemi fra Københavns Universitet (2000). Efter nogle forskningsophold i udlandet kom han til Aarhus Universitet i 2002. Siden 2007 har han været lektor ved Institut for Fysik og Astronomi.

Steen Brøndsted Nielsen er gift og har tre børn. Familien bor i Risskov ved Aarhus.

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen