Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Poul Due Jensens Fond begejstret for samarbejde med AU

En prominent delegation fra Poul Due Jensens Fond besøgte Science and Technology for at se, hvad fondens donation på 40 mio. kr. til Aarhus University Centre for Water Technology (WATEC) går til – og tale om, hvad man ellers kan samarbejde om. Både gæster og værter ser et stort potentiale for yderligere samarbejde i fremtiden.

06.12.2018 | Peter F. Gammelby

Esben Auken viser gæsterne en stor metalkonstruktion på plænen i universitetsparken.

Imponerende slæde: TowTEM består af to slæder, som vha. elektromagnetiske bølger kortlægger undergrunden i 3D ned til 50 meters dybde i en hidtil uset detaljegrad, mens de trækkes efter en ATV (firehjulet motorcykel). Professor Esben Auken (nr. 5 fra venstre) svarer på spørgsmål fra Niels Due Jensen (ved hans side) og prodekan Kurt Nielsen. Længst til venstre Kim Nøhr Skibsted, direktør for Poul Due Jensens Fond. Foto: Søren Kjeldgaard.

En ung kvinde i hvid kittel taler med Niels Due Jensen.

Elektronikingeniør Søren Møller Dath demonstrerer for Niels Due Jensen, Kurt Nielsen og Esben Auken, hvordan den computerbestykkede ATV opsamler data om undergrunden via slæderne. Foto: Søren Kjeldgaard.

Tre mænd sidder ved et bord og lytter opmærksomt.

I Niels Peter Revsbechs sensor-laboratorie forklarer postdoc Deby Fapyane Niels Due Jensen om de nitrit- og CO2-sensorer, hun er med til at udvikle - mens Niels Peter Revsbech (tv) lytter med. Foto: Søren Kjeldgaard.

Logo

Gæsterne fra Poul Due Jensens Fond lytter opmærksomt: Fra venstre tidligere bestyrelsesformand Niels Due Jensen, fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted og programchef Poul Toft Frederiksen. Foto: Søren Kjeldgaard.

Et samarbejde mellem Aarhus University Centre for Water Technology og Poul Due Jensens Fond er naturligt, i og med at fonden er hovedaktionær i Grundfos, der har vandteknologi som sin kerneforretning.

Allerede kort efter at det interdisciplinære tematiske WATEC åbnede i oktober 2017, sprang Poul Due Jensens Fond til med 40 mio. kr. fordelt på fire donationer til forskellige dele af centrets forskningsaktiviteter inden for bl.a. vandbehandling og udvikling af vandkvalitetssensorer.

Og der er mere at samarbejde om. Det blev hurtigt klart, da fondens forhenværende bestyrelsesformand, Niels Due Jensen, dens direktør, Kim Nøhr Skibsted, og dens programchef for forskning, Poul Toft Frederiksen, besøgte Science and Technology den 4. december.

Visioner og instrumenter

Her bød prodekan Kurt Nielsen sammen med professorerne Niels Peter Revsbech og Esben Auken de tre gæster på en indføring i WATEC’s arbejde og visioner samt rundvisninger i sensor-laboratoriet på Institut for Bioscience og hos HydroGeophysics Group på Institut for Geoscience. Begge steder blev de præsenteret for nogle af de instrumenter, som forskerne og teknikerne har udviklet til at kontrollere bl.a. vandkvalitet, rensningsprocesser og til kortlægning af undergrunden.

Gæsternes spørgelyst var stor, og selv om Niels Due Jensens ingeniør-baggrund ikke fornægtede sig – han interesserede sig levende for den teknologi, som forskerne præsenterede – var det i høj grad de globale og forretningsmæssige perspektiver i teknologien, han hæftede sig ved.

Potentiale for tættere samarbejde

”Jeg er meget imponeret over både sensor- og mapping-teknologierne, som vi har set her. Vand er et kerneområde for Grundfos, både når det gælder at finde vand og at rense det. Der er et fantastisk potentiale i teknikken, som kan forbedre mulighederne for at lokalisere vandfyldte lag i masser af lande,” sagde Niels Due Jensen, og fortsatte: 

”Jeg ser ikke kun potentialerne som forretningsmuligheder for Grundfos – der er også store potentialer for andre danske virksomheder og for AU. Jeg er sikker på, at Poul Due Jensen Fonden og Grundfos kan samarbejde med AU endnu tættere i fremtiden, ikke mindst når det gælder om at finde vand i fattige områder.” 

Poul Due Jensen Fondens nytiltrådte direktør, Kim Nøhr Skibsted, understregede hvor vigtig WATEC’s forskning og udviklingsarbejde er – både for fonden og for Grundfos.

”Bare det, at man med jeres teknologi kan finde vandet, inden man begynder at bore efter det, er et kæmpe fremskridt, som kan hjælpe os i vores samarbejde med NGO’er i udviklingslande. Det er rart at tænke på, at vi med vores beskedne donationer kan skabe noget, der er til ualmindelig stor gavn for ufatteligt mange mennesker over hele verden,” sagde han. 

Forskning og uddannelse 

Også værterne – Niels Peter Revsbech, Esben Auken og Kurt Nielsen – ser store perspektiver i samarbejdet. De ser det som en vigtig motivationsfaktor, at deres forskning finder praktisk anvendelse. 

”Og hvad der er nok så vigtigt: Ud over forskning og udvikling bidrager Aarhus Universitet bidrager med at uddanne højt kvalificerede unge mennesker til jer og andre virksomheder,” sagde Kurt Nielsen.


Læs mere om fondens donationer til WATEC her.

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen