Gennembrud indenfor soldreven syntese med billig katalysator

Forskere fra grupperne under ledelse af professor Flemming Besenbacher og adjunkt Nina Lock ved det Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) på Aarhus Universitet og Synfuels China Technology Co. Ltd. har demonstreret det kommercielle potentiale i at udføre koblingsreaktioner med solenergi. Det er netop udgivet i en artikel i Nature Communications.

11.01.2018 | Rasmus Rørbæk

Danske forskere har fundet en rentabel metode til at skabe synteser med solens energi (Foto: Colourbox)

Potentialet i at bruge solenergi til at drive katalytiske reaktioner i såkaldt fotokatalyse har tiltrukket stor opmærksomhed i dekader. Men at udføre dem i industriel målestok, og dermed gøre teknologien rentabel, har vist sig endog meget vanskelig fordi processen hidtil har været ganske laveffektiv og bekostelig.

Nu har forskerne ved Aarhus Universitet, i samarbejde med kinesiske Synfuels China Technology Co. Ltd., vist, at det er muligt at gennemføre selektiv syntese af en række værdifulde azo- og azoxy-aromatiske forbindelser ved hjælp af en ganske billig kulstofbaseret C3N4 katalysator kun ved hjælp fra solens energi.

Ikke blot det. Det er også, viser forskerne, muligt at skalere den katalytiske reaktion i volumen og koncentration, hvilket begynder at skubbe fotokatalyse over mod rentabel industriel udnyttelse. I den netop udgivne artikel forklarer ph.d.-studerende Yitao Dai fra iNANO detaljeret om de reaktionsmekanismer, der også på sigt kan bruges til at optimere og designe forbedrede katalysatorer.

Hent artikel i open source her fra Natures hjemmeside

Projektet er udført med støtte fra NSFC (National Natural Science Foundation of China), det Sino-Danske Center (SDC), VILLUM Fondens Young Investigator Programme, Danmarks Grundforskningsfond og Carlsbergfonden.

Kontakt:
Adjunkt Nina Lock,
The interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO),
Aarhus Universitet,
Email: nlock@chem.au.dk

Professor Flemming Besenbacher,
The interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO),
Aarhus Universitet,
Email: fbe@inano.au.dk

Science and Technology, Offentligheden / Pressen