Jørgen Ellegaard Andersen vinder 10 mio. euro ERC Synergy Grant

Det Europæiske Forskningsråd (ERC) har bevilget et ERC Synergy Grant på 10 mio. euro, svarende til 74,6 mio. kr., til projektet “Recursive and Exact New Quantum Theory” (ReNewQuantum), med professor Jørgen Ellegaard Andersen som primær forskningsleder og med Center for Kvantegeometri af Modulirum (QGM), Aarhus Universitet, som primær værtsinstitution. Det er første gang, Aarhus Universitet er involveret i en ERC Synergy bevilling, og det er første gang, at en ERC Synergy bevilling gives til et rent matematisk/teoretisk fysik projekt.

23.10.2018 | QGM, Peter F. Gammelby

Jørgen Ellegaard Andersen er den første danske forsker, der er primær forskningsleder på et ERC Synergy Grant, og den første på Aarhus Universitet, som er involveret i et. Foto: Christine Dilling, AU

“ReNewQuantum” er en ny tilgang til kvanteteori, og hovedideen bag tager afsæt i det primære forskningsfokus ved grundforskningscenteret Centre for Quantum Geometry of Moduli Spaces (QGM), som ledes af Jørgen Ellegaard Andersen ved Institut for Matematik på Aarhus Universitet.

Hvor QGM med stor succes har fokuseret på visse specifikke og specielle kvanteteorier, er ReNewQuantum rettet mod kvanteteori generelt. Projektet foreslår et koncept, som giver effektive rekursive måder, hvorpå man kan udregne kvantekorrektioner til alle ordner; som giver præcise resultater ved at anvende alle ikke-perturbative korrektioner og - som noget fundamentalt helt nyt - er baseret på avanceret geometri og topologi.

En ny tilgang til kvanteteori

ERC Synergy
27 forskningsgrupper i Europa har vundet de ekstremt eftertragtede ERC Synergy bevillinger i denne runde. Denne økonomiske støtte på maksimalt € 10 mio. pr. projekt muliggør, at grupper på to-fire førende forskere kan bringe deres komplementære evner, viden og ressourcer sammen for i fællesskab at adressere forskningsproblemer inden for videnskabens grænseområder. ERC Synergy Grants er en del af EU's forsknings- og innovationsprogram ”Horizon 2020”, og er de mest prestigefyldte bevillinger pga. størrelsen og de høje krav til forskningskvalitet. Læs mere om ERC Synergy Grant og se listen over alle modtagere i 2018 her.

“Det er en fantastisk mulighed at kunne koncentrere sig om dette fascinerende område imellem matematik og fysik i en længere sammenhængende tidsperiode,” siger Jørgen Ellegaard Andersen.

Han forklarer, at hvor kvantemekanik har et solidt matematisk fundament, eksisterer der ikke et for kvantefeltteori —  især for teorier med en kompleksitet på niveau med standardmodellen for elementær partikelfysik, samt for strengteori, som er den hidtil bedste kandidat for kvantegravitation.

”På den matematiske side har funktionalanalyse haft en tæt interaktion med kvanteteori, siden den blev opdaget for godt hundrede år siden. Gennem de sidste fire årtier har vi ydermere set en meget vellykket anvendelse af teknikker fra fysikkens kvanteteori til at forudse dybe sammenhænge inden for geometri og topologi. Med ReNewQuantum, vil vi vende strømningerne og anvende avancerede geometriske og topologiske teknikker til at opbygge en ny tilgang til kvanteteori,” siger Jørgen Ellegaard Andersen, og tilføjer:

”Dette er naturligvis en stor opgave, og det vil med sikkerhed kræve den fulde synergetiske styrke fra de fire forskningsledere og deres tilhørende teams.” 

”Et prægtigt team”

De fire forskningsledere (Principal Investigators eller PI’er) bag bevillingen er Jørgen Ellegaard Andersen (ledende PI), QGM, Aarhus Universitet, Marcos Mariño fra University of Geneva, Maxim Kontsevich fra IHES og Bertrand Eynard fra Institut de Physique Théorique.

Ifølge bedømmelsesudvalget og evalueringspanelet i ERC er det et prægtigt hold.

”Forskningslederne i spidsen for dette projekt er forskere i verdensklasse inden for matematisk fysik, og tilsammen danner de et synergisk hold med det højeste potentiale,” konkluderer bedømmelsesudvalget.

De 12 evaluatorer bedømte alle ansøgningen med den højest mulige karakter ”Outstanding”. Her er et lille udvalg af kommentarerne:

  • “Dette er et prægtigt team. Det er svært at forestille sig et, der er stærkere.”
  • “Det er svært at forestille sig et bedre egnet hold af forskere til det foreslåede projekt.”
  • “Hver PI har opnået og fortsætter med at opnå brillante resultater. De har den dristige fantasi og den dybe forståelse for den allernyeste viden, så når de kombinerer deres forskellige kompetencer kan de opnå resultater af de største videnskabelige vigtighed.”

De fire forskningsledere er beærede over de flotte ord fra evalueringspanelet og ivrige efter at komme i gang:

“Vi er meget spændte og kan ikke vente med at begynde projektet. Med “ReNewQuantum” foreslår vi som de første med vores transformationsforskning at bruge avancerede geometriske og topologiske teknikker til at inkludere alle ikke-perturbative bidrag. Selvom de typisk er eksponentielt små, er de stadig absolut essentielle for at få præcise resultater, og derudover kan de i mange tilfælde levere bedre numeriske approksimationer,” udtaler Jørgen Ellegaard Andersen.


 

Om Jørgen Ellegaard Andersen og QGM
Jørgen Ellegaard Andersen er professor og leder af Center for Kvantegeometri af Modulirum (QGM) ved Institut for Matematik, Aarhus Universitet. QGM blev etableret i 2009 som et Center of Excellence bevilget af Danmarks Grundforskningsfond.
QGM’s forskningsmål er at adressere fundamentale matematiske problemer i spændingsfeltet imellem geometri and teoretisk fysik. Centret huser et stærkt team af højt profilerede, internationale forskere, og med dets fortsatte produktion af banebrydende resultater er centret sammen med dets internationale samarbejdspartnere kendt i det verdensomspændende matematiske samfund, som et af de ledende forskningscentre inden for dets forskningsområde.

Kontakt:
Email: andersen@qgm.au.dk
Mobil: 6020 2795

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere, Bevilling, Institut for Matematik