Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

To unge ST-forskere modtager AUFF’s talentpris

En fysiker og en kemiingeniør er blandt modtagerne af Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris 2019. De forsker i henholdsvis højpræcisionsmålinger med kvantesensorer og flowbatterier til lagring af grøn energi.

29.05.2019 | Christina Troelsen

Fysiker Alexander Holm Kiilerich (tv.) og kemiingeniør Kristina Kornung Wedege modtager hver en af Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-priser 2019. Foto: Claus Sjödin

Alexander Holm Kiilerich

HØJPRÆCISE MÅLINGER MED ENORMT POTENTIALE
KVANTEMETROLOGI

Alexander Holm Kiilerich har bidraget til en markant forbedring af præcisionen ved måling med kvantesensorer. Dette har utallige anvendelsesmuligheder, blandt andet inden for kræftforskning.

”Et atom er på grund af sin bølgefunktion spredt ud over rummet. Atomet kan altså være både her og der på samme tid. Men kun indtil vi foretager en måling, for når vi har målt atomet, så er det selvfølgelig dér, hvor vi har målt det til at være. Inden for kvantemekanik betyder det, at vi som observatører påvirker atomets fysiske tilstand blot ved at kigge på det. Det kalder man for måletilbagevirkning,” siger fysiker Alexander Kiilerich.

Han viser i sin afhandling, hvordan man i praksis kan vende måletilbagevirkningen til sin fordel og dermed gøre målinger meget mere præcise.

”Lige nu står vi på et tidspunkt i den teknologiske udvikling, hvor det bliver mere relevant at forstå de her kvantesystemer i forhold til, hvordan man konkret kan anvende dem i udviklingen af forskellige slags apparater. Det er spændende at stå som teoretiker og kunne udvikle strategier og metoder, som faktisk er relevante inden for ganske få år,” siger han.

I løbet af sit projekt samarbejdede Alexander Kiilerich blandt andet med en eksperimentel forskergruppe i Paris om et forsøg, som viser, hvordan billeder fra en hospitalsscanner med kvantemetrologi kan gøres langt mere detaljerede, så man eksempelvis se celleforandringer tydeligt.

Kristina Kornung Wedege

LAGRING AF ENERGI FRA SOL OG VIND BØR GØRES BILLIGERE
GRØN ENERGILAGRING

Kemiingeniør Kristina Kornung Wedege modtager en ph.d.-pris for sit projekt "Lagring af energi fra sol og vind bør gøres billigere" inden for grøn energilagring.

Kristina Korning Wedege har forsket i at erstatte metaller i store flowbatterier med organiske stoffer, samt hvordan man kan kombinere flowbatterier med solcellematerialer.

Hvordan kan man omkostningseffektivt lagre strøm fra vedvarende energikilder i batterier, som også i sig selv er bæredygtige? Her har kemiingeniør Kristina Wedege i sit ph.d.-projekt leveret et solidt stykke forskning, som andre forskningsgrupper nu bygger videre på. Det drejer sig om såkaldte flow-batterier, som nu produceres med vanadium.

”Hvis vi i stedet for at bruge metal kan bruge et organisk molekyle, så vil det potentielt kunne produceres ud fra fossile materialer såsom olie eller planter. Sådan et flowbatteri vil kunne blive ret billigt og samtidig være nemmere at genbruge,” siger Kristina Wedege.

Under sit ph.d.-projekt tilbragte hun derfor især meget tid i laboratoriet med at teste molekyler elektrokemisk.

”Vi screenede omkring 30 forskellige stoffer for deres batterimæssige egenskaber i flowbatterier. På den måde synes jeg, vi leverede noget substans til diskussionen, for indtil da havde der været en række forsøg på at finde egnede stoffer, men der manglede en form for praktisk guidance i forhold til, hvad det er for nogle funktionelle grupper, man skal kigge på,” forklarer Kristina Wedege.

En anden vigtig del af hendes afhandling koncentrer sig om en særlig kombineret teknologi, hvor flowbatterier lades direkte op i sollys ved hjælp af et solcellemateriale nedsænket i selve flowbatteriet.

Anerkendelse til i alt fem ph.d.er på AU

Forskningsfonden uddeler for 17. gang sine ph.d.-priser til særligt talentfulde forskere, som har bedrevet forskning på et imponerende højt niveau. Prisen på 50.000 kr. modtager de fem ph.d.er som anerkendelse for både deres forskning og for formidlingen af den. Læs mere om årets fem prismodtagere

Priserne overrækkes 29. maj 2019 i forbindelse med uddelingen af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris. Læs mere om prisoverrækkelsen

 

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen