Unge forskere leder efter liv i rummet

Skal man kunne lede efter liv i universet, er det en god idé at vide, hvordan liv egentlig ser ud, hvis man skulle støde på det derude. Derfor er der i disse dage fuld gang i en to ugers sommerskole for unge forskere på Aarhus Universitet, hvor astronomer og biologer blandt andet arbejder med at forstå de forhold, man finder ude i kosmos.

14.08.2014 | Rasmus Rørbæk Christensen

(ill: NASA)

Det er grundforskningscenteret Stellar Astrophysics Centre, der har inviteret 30 kandidat- og ph.d.-studerende til at deltage i en sommerskole om stjernernes og planeternes egenskaber og om livsbetingelser i universet og om, hvordan astronomer og biologer undersøger, om der er liv derude. Kort og godt; hvad leder vi efter?

Gennem de sidste år har Stellar Astrophysics Centre og andre internationale forskergrupper opdaget og undersøgt mange planetsystemer, der kan indeholde forudsætningerne for liv. Men et er, at planeter f.eks. ligner Jorden. Noget ganske andet er, om de har en biosfære, dvs. om de er befolket med levende organismer.

Stellar Astrophysics Centre er blandt de første forskergrupper i verden, der tager en bred tværfaglig tilgang til rumforskning og kombinerer studiet af stjerner og planeter med undersøgelsen af biologi under ekstreme forhold. For mens der er fundet flere tusinde planeter om andre stjerner i universet, så ser man ikke detaljer på planeterne i teleskoper, når man søger efter fremmede væsener.

”Vi kommer nok aldrig til at se et væsen traske rundt på overfladen af en fremmed planet igennem vore teleskoper. Men vi vil måske kunne se de effekter, som liv har på en planet. Det er de effekter, som vi undersøger på Stellar Astrophysics Centre. Men for at kunne det, så skal vi kende til en lang række parametre omkring stjernesystemer, stjerners livscyklus, planeternes kemisk sammensætning og temperaturer og så videre. Det er det fokus, vi har de næste uger her i Aarhus. Her skal astronomer og biologer lære at tale samme sprog, så vi kan blive bedre til at bestemme egenskaberne på fjerne stjerner og planeter og søge efter livstegn ude i rummet,” forklarer professor Hans Kjeldsen fra Aarhus Universitet.

Sommerskolen vil indeholde mange forskellige elementer fra en lang række foredrag om bl.a. astronomi og astrobiologi til hands-on forsøg, hvor studerende og forskere sammen skal prøve at genskabe forhold som fortæller hvad vi kunne lede efter på overflader af planeter langt ude i rummet – og også foretage en række observationer af fjerne stjerner med det helt nye SONG teleskop, der bliver indviet om få måneder.

Sommerskolen ”Stars, Planets and Life in the Universe” foregår fra d.10-22. August i Aarhus. Torsdag eftermiddag den 14. august vil de 30 studerende arbejde med astrobiologi i laboratorierne.

Kontakt

Professor Jørgen Christensen-Dalsgaard
Institut for Fysik og Astronomi,
Aarhus Universitet
Telefon: 23382374
Mail: jcd@phys.au.dk

Medarrangør Louise Børsen-Koch,
Institut for Fysik og Astronomi,
Aarhus Universitet
Mobiltelefon: 30541441
Mail: louise@phys.au.dk

Science and Technology, Offentligheden / Pressen