Science and Technologys historie

Science and Technology blev dannet 1. januar 2011 ved en sammenlægning af de tre hovedområder Det Naturvidenskabelige Fakultet, Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF). DMU og DJF var fusioneret med Aarhus Universitet 1. januar 2007, hvor de blev selvstændige hovedområder, med et tæt samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet.

Den 1. januar 2012 fusionerede Ingeniørhøjskolen i Århus ind i hovedområdet Science and Technology og blev til Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.  En fusion mellem ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet havde i længere tid været et stærkt ønske fra begge parter og universitetet og ingeniørhøjskolen havde allerede i en årrække opbygget et stærkt uddannelsessamarbejde i regi af Aarhus School of Engineering.

Læs herunder om de fire parters historie frem til 2011/2012.

Det Naturvidenskabelige Fakultet

I 1908 - 46 år før oprettelsen af Det Naturvidenskabelige Fakultet - tilbød en tysk privatastronom at forære Aarhus Kommune sit kostbare astronomiske udstyr, hvis kommunen til gengæld ville opføre et observatorium, hvor han selv skulle være direktør.

Man modtog tilbuddet - ikke mindst med henvisning til et observatoriums betydning for et kommende universitet - og tre år senere - i oktober 1911 - kunne byens borgmester ved indvielsen udtale, at man her måske havde en lille begyndelse til et universitet i Aarhus. Observatoriet, der er placeret på en højtliggende mark nær Marselisborg Slot syd for Aarhus, er tegnet af arkitekt Anton Rosen og opkaldt efter den navnkundige århusianske naturforsker Ole Rømer (1644-1710).

I årene omkring 1920, altså før Universitets-Samvirkets oprettelse, var der fra århusiansk side blevet udfoldet en del bestræbelser for at grundlægge bl.a. et naturvidenskabeligt miljø i byen. I den forbindelse havde en stærkt universitetsinteresseret fabriksdirektør stillet midler til rådighed for opkøb i udlandet af større samlinger af naturhistoriske præparater med henblik på etablering af naturvidenskabelige studiesamlinger.

Sammen med allerede eksisterende, mindre samlinger i byen kom de nyindkøbte sager - ikke mindst zoologiske præparater og mineraler - til at danne grundstamme i det naturhistoriske museum, som man indrettede i den nyopførte Læssøesgades Skoles øverste etage i 1921, og som en snes år senere fik sin egen smukt beliggende bygning nær søen i universitetsparken.

Når det trak ud så længe som til 1954 med at få oprettet Det Naturvidenskabelige Fakultet - hvor Aarhus Universitet året forinden havde rundet sit første kvarte århundrede - hang det især sammen med, at man fra statens side kun ønskede at understøtte én større fakultetsopbygning ad gangen. Fra 1953 stod Det Lægevidenskabelige Fakultet imidlertid fuldt udbygget, og man kunne derfor året efter kaste sig over opbygningen af endnu et fakultet.

Tre af de fire fakultetskonstituerende fag anno 1954 havde man i forvejen ved Aarhus Universitet, idet fysik og kemi siden 1933 havde udgjort de grundlæggende begyndelsesdiscipliner inden for Det Lægevidenskabelige Fakultet, og geografi var blevet oprettet i 1943 under Det Humanistiske Fakultet. Disse tre fag blev nu suppleret med matematik, til hvilket fag der opførtes en ny bygning. Det matematiske institut blev opført i tilknytning til den gamle hovedbygning fra 1933, men blev ret hurtigt for lille, og der måtte bygges nyt. Det måtte der naturligvis også til fysik, kemi og geografi, der ret hurtigt ekspanderede, hvad angik antallet af studerende og fagområder. Hvad sidstnævnte angår, betød fakultetsoprettelsen jo for fysik og kemi, at disse fag - skønt de naturligvis beholdt deres funktion i forhold til det lægevidenskabelige område - nu ikke længere udelukkende var 'service-fag', men selvstændige forsknings- og undervisningsfag.

I 1956 - to år efter fakultetets oprettelse - overdrog kommunen Ole Rømer-Observatoriet til Det Naturvidenskabelige Fakultet, og året efter oprettedes et professorat i astronomi. Senere kom yderligere en række fag til, bl.a. geologi, det (efterhånden) vidtfavnende fag biologi samt videnskabshistorie og datalogi - og senest idræt. Efter at der i 1985 blev lukket for tilgangen til geografistudiet, påbegyndtes afviklingen af Geografisk Institut.

Af museerne i Universitetsparken har ikke blot Naturhistorisk Museum nær kontakt til fakultetet (nemlig gennem zoologien); det samme gælder Steno Museet, Danmarks Videnskabshistoriske Museum, som oprindelig - hvad angår det videnskabshistoriske materiale i museet - udspringer af den samling, som man allerede fra 1956 grundlagde ved Fysisk Institut, og i tilknytning til hvilken man oprettede det institut, som bar navnet Institut for Videnskabshistorie.

Steno Museet blev åbnet for publikum i 1994. Ud over museerne er der Biologisk Instituts 2.000 kvadratmeter store væksthuse i Botanisk Have, hvor enhver er velkommen til at kigge indenfor i åbningstiden. Der er i de fem væksthuse fra 1970-71 mulighed for at studere ikke færre end 4.000 forskellige typer af subtropiske og tropiske planter. Væksthusene åbner efter ombygning i slutningen af 2012.

Ved omstruktureringen af Aarhus Universitet i 2011 kom Institut for Idræt til at høre ind under Health, Institut for Videnskabshistorie blev lagt ind under Institut for Fysik og Astronomi og hedder nu Center for Videnskabsstudier, Biologisk Institut blev til Institut for Bioscience og er lagt sammen med forskningsenheder fra DMU og Institut for Molekylærbiologi blev til Institut for Molekylærbiologi og Genetik og er lagt sammen med enheder fra DJF. De af andre gamle naturvidenskabelige institutter skiftede navn til hhv. Institut for Geoscience, Institut for Kemi, Institut for Datalogi og Institut for Matematik.

Læs om Aarhus Universitets historie

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet (DJF)

Jordbrugs- og fødevareforskningen har faglige og organisatoriske rødder, der rækker tilbage til 1883, da Statens Husdyrbrugsforsøg (SH) blev oprettet med etableringen af Landøkonomisk Forsøgslaboratorium på Frederiksberg i København.

Frem til 1934 var SH en del af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole (KVL), men blev udskilt som en selvstændig forskningsinstitution under Landbrugsministeriet. I årene 1983-89 flyttede SH  til Forskningscenter Foulum, der blev indviet i 1984.

I 1994 blev Statens Jordbrugstekniske Forsøg (SJF) med hjemsted på Forskningscenter Bygholm ved Horsens integreret i SH. SJF blev dannet i 1978 ved en sammenlægning af Statens Redskabsprøver på Bygholm og de Landbrugstekniske Undersøgelser på Ørritslevgaard på Fyn. I 1991 blev Statens Byggeforskningsinstituts landbrugsafdeling fusioneret med SJF. De statsunderstøttede redskabsprøver startede i 1892, hvorefter de fra 1914 var hjemmehørende på KVL og fra 1947 på Bygholm. SJF blev samlet med SH i 1994.

Statens Planteavlsforsøg (SP), der var den anden grundpille for dannelsen af Danmarks JordbrugsForskning (DJF), påbegyndte sin virksomhed i 1886 med indvielse af Tystofte Forsøgsstation. Siden fulgte flere forsøgsstationer, og der blev etableret laboratoriefaciliteter i Lyngby. Omkring 1980 blev der påbegyndt en centralisering af SP’s aktiviteter. Flere forsøgsstationer blev nedlagt, og forskningen blev koncentreret omkring de tre centre i Flakkebjerg ved Slagelse, Årslev ved Odense og Foulum ved Viborg. Endvidere blev etableret en bioteknologisk enhed beliggende på KVL. Administration for SP blev i 1995 overflyttet til Forskningscenter Foulum.

Forkortelsen DJF anvendes for første gang ved dannelsen af Danmarks JordbrugsForskning, der dannes 1. april 1997 ved sammenlægning af SH og SP, der begge var sektorforskningsinstitutioner under Landbrugs- og Fiskeriministeriet. DJF var også en sektorforskningsinstitution under ministeriet frem til fusionen med Aarhus Universitet. I 2004 blev sektorforskningsinstitutionen Statens Skadedyrlaboratorium fusioneret med DJF.

Som en følge af universitetsreformen i 2006/07, hvor dele af sektorforskningen og universiteterne blev sammenlagt, blev DJF med virkning fra 1. januar 2007 en del af Aarhus Universitet. DJF var som Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet et af ni hovedområder på universitetet frem til den seneste organisatoriske ændring på universitetet i 2011, da DJFs aktiviteter blev integreret i Science and Technology.

Forud for den seneste organisationsændring på Aarhus Universitet i 2011 bestod DJF af syv institutter foruden et sekretariat, nemlig: Institut for Fødevarekvalitet, Institut for Genetik og Bioteknologi, Institut for Havebrugsproduktion, Institut for Biosystemteknologi, Institut for Jordbrugsproduktion og Miljø, Institut for Plantebeskyttelse og Skadedyr samt Institut for Husdyrbiologi og –sundhed.

Jordbrugs- og fødevareforskningen foregår nu på Institut for Fødevarer, Institut for Agroøkologi, Institut for Husdyrvidenskab og dele af Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Foruden forskningscentrene i Flakkebjerg, Årslev og Foulum rådes over jordbrugs- og fødevareforskningsaktiviteter på det tidligere Forskningscenter Bygholm samt forsøgsstationer i Foulum, Askov og Jyndevad.

Danmarks Miljøundersøgelser (DMU)

DMU blev oprettet i 1989 for at skabe større sammenhæng og helhed i dansk miljøforskning. Beslutningen var et led i opfølgningen på den daværende regerings evaluering af dansk miljøforskning, som blev gennemført under Planlægningsrådet for Forskningen af 22 udenlandske eksperter.

DMU blev etableret ved sammenlægning af fem speciallaboratorier under Miljøstyrelsen (Havforureningslaboratoriet, Ferskvandslaboratoriet, Luftforureningslaboratoriet, Analytisk-kemisk Laboratorium og Center for Jordøkologi). Endvidere blev Levnedsmiddelstyrelsens mikrobiologiske laboratorium overført til DMU.

Sporene fra disse laboratorier kunne i de efterfølgende år ses i DMU's struktur som henh. afdelingerne for Marin Økologi, Ferskvandsøkologi, Atmosfærisk Miljø, Miljøkemi og Mikrobiologi (Analytisk-Kemisk Laboratorium og mikrobiologisk laboratorium) og Terrestrisk Økologi.

Ved udskillelsen af laboratorierne fra Miljøstyrelsen blev der indgået aftale om, at DMU inden for sin basisbevilling skulle udføre en række myndigheds- og beredskabsopgaver (overvågnings- og fagdatacenteropgaver, internationalt konventionsarbejde, kemiske kontrol- og referenceopgaver, bioteknologiske opgaver).

I 1990 blev Afdeling for Systemanalyse oprettet som en direkte respons på samfundets behov for tværgående analyser.

I forbindelse med overførsel af Vildtforvaltningen fra Landbrugsministeriet til Miljøministeriet i 1990 blev Vildtbiologisk Station lagt sammen med DMU. Beslutningen blev truffet på grund af den tætte faglige sammenhæng mellem henholdsvis vildtområdet og naturforvaltningsområdet. Nutidens Afdeling for Vildtbiologi og Biodiversitet er vokset ud af den daværende Vildtbiologisk Station.

I 1996 blev Grønlands Miljøundersøgelser lagt sammen med DMU i form af Afdeling for Arktisk Miljø på grund af DMU’s tværgående kompetence på miljøområdet og den faglige sammenhæng mellem det arktiske miljø og de globale miljøproblemstillinger.

Som led i opgavetilrettelæggelsen i Miljøministeriet er der yderligere fra 1994 til 2006 flyttet opgaver med tilhørende basismidler fra de administrative styrelser til DMU. Det drejer sig først og fremmest om myndighedsopgaver vedrørende natur- og miljøovervågning og risikovurdering.

Den 1. januar 2007 blev DMU en del af Aarhus Universitet. Integrationen af sektorforskningen i universiteterne og sammenlægningen af universiteter var en udløber af Globaliseringsrådets arbejde, hvor Regeringen ønskede at der blev skabt færre og større forskningsinstitutioner i Danmark.

I 2011 blev DMU lagt sammen med Det Naturvidenskabelige Fakultet og Det Jordbrugsvidensikabelige Fakultet til det nye hovedområde Science and Technology. Forskningen blev lagt ind under de nye institutter Institut for Bioscience og Institut for Miljøvidenskab og myndighedsopgaverne fortsatte i DCE - Det Nationale Center for Miljø og Energi.

Ingeniørhøjskolen i Århus

Ingeniørhøjskolens historie skal ses i et bredt socialt og kulturelt perspektiv. Ingeniøruddannelserne i Aarhus har igennem næsten et helt århundrede været en væsentlig drivkraft for erhvervsudviklingen i regionen. Udviklingen i udbuddet af uddannelser og det faglige indhold fortæller historien om Danmarks industrialisering og giver en detaljeret historisk forståelse af samfundets og virksomhedernes innovationsbehov gennem tiden.

I 1915 blev den første ingeniøruddannelse oprettet i Aarhus som elektroteknikum med navnet Århus Teknikum.  Det var den industrielle udvikling i starten af århundredet med en voksende økonomi baseret på finere elektronik, der var direkte årsag til etableringen af den nye skole.

En teknikumuddannelse byggede oven på en håndværksmæssig uddannelse og adskilte sig fra de polytekniske uddannelser i København ved et meget stærkt fokus på praksis. Dette fokus er videreført helt frem til nutidens diplomingeniøruddannelser ved Aarhus Universitet.

I 1944 blev Århus Teknikum udvidet med et bygningsteknikum. Det var en massiv bolignød efter 2. Verdenskrig, der udmøntede sig i et akut behov for ingeniører, der kunne udvikle nye byggeteknikker og materialer, som gradvist skulle vise sig at komme til at ændre byggeriets vilkår i Danmark.

I 1964 blev et nyt maskinteknikum etableret. På det tidspunkt befandt Danmark sig i en bølge af højkonjunktur med øget international handel og mangel på arbejdskraft. Den nye uddannelse skulle matche industriens behov for mekaniske løsninger til en mere effektiv masseproduktion.

Siden er udbuddet af ingeniøruddannelser vokset. I 2004 kunne Ingeniørhøjskolen udbyde en ny uddannelse i bioprocesteknologi, som blandt andet skulle være med til at forsyne den voksende medicinal- og øvrige kemiske procesindustri med kvalificeret arbejdskraft.

I 2008 etablerede Ingeniørhøjskolen en ny uddannelse i sundhedsteknologi. De første dimittender er udklækket i januar 2012 og skal i fremtiden være med til at løfte den store opgave, der handler om skabe en teknologibaseret sundhedssektor.

Fra teknikum til højskole
I 1993 fik Danmark en ingeniørreform med helt nye bekendtgørelser for ingeniøruddannelserne. I den forbindelse afskaffede man dimittendtitlen teknikumingeniør, som var baseret på en håndværksmæssig indgang til det videregående uddannelsessystem. Man afskaffede også dimittendtitlen akademiingeniør, som var baseret på en gymnasial indgang til det videregående uddannelsessystem. I stedet indførte man en samlende uddannelse med en helt ny bekendtgørelse– diplomingeniøruddannelsen.  I samme forbindelse skiftede Århus Teknikum navn til Ingeniørhøjskolen i Århus.

Fusionen, der skal fremtidssikre ingeniøruddannelserne
Aarhus Universitet og Ingeniørhøjskolen i Århus har siden 1999 samarbejdet med det fælles mål at styrke ingeniørfagene i Vestdanmark. I 2007 blev det for første gang muligt for diplomingeniørstuderende, at læse videre til civilingeniør på Aarhus Universitet. Parterne etablerede i 2008 formelt Aarhus School of Engineering (ASE) som en fælles platform for diplom- og civilingeniøruddannelserne og for teknisk videnskabelig forskning og udvikling.  I perioden fra 2008 og frem til i dag har Ingeniørhøjskolen realiseret landets største tilvækst af både optagne og dimitterede studerende.

Den 1. januar 2012 indgik Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet en fusion og samarbejdet i Aarhus School of Engineering blev erstattet af et fuldt institutionelt fællesskab. Fusionen skal i dag og i fremtiden være med til at give optimale betingelser for at udvikle og modernisere ingeniøruddannelserne i overensstemmelse med erhvervslivets behov. Ingeniørens rolle på arbejdsmarkedet undergår i starten af det nye århundrede en historisk stor forandring, hvor stigende opgavekompleksitet, nye organisationsformer, globalisering og outsourcing af produktion udfordrer den traditionelle faglighed.

Ingeniørområdet ved Aarhus Universitet
Efter fusionen er ingeniørområdet ved Aarhus Universitet forankret i to organisatoriske enheder: Et Institut for Ingeniørvidenskab (ENG), der samler alle forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for det teknisk videnskabelige område. Og en Ingeniørhøjskole (ASE), der samler alle uddannelsesaktiviteter.

Denne organisering giver i dag helt nye betingelser for at videreføre den næsten hundrede år gamle tradition for at udvikle ingeniøruddannelserne med udgangspunkt i samfundets og erhvervslivets behov.