I takt med at verdens befolkning vokser og de begrænsede ressourcer svinder ind, har landbruget brug for nye og mere bæredygtige måder at bekæmpe skadedyr på. Biologerne har et bud på en sikker, bæredygtig og omkostningseffektiv skadedyrsbekæmpelse. Den er hverken baseret på højteknologiske kemiske forbindelser eller genteknologi; det er en lille, lavteknologisk organisme: myren.
Et nyt dansk studie dokumenterer nu, at på mange afgrøder lige fra kakao og citrus til palmeolie og cedertræ, kan myrer bekæmpe skadedyr lige så effektivt - og billigere end - kemikalier. Studiet er en gennemgang af mere end 70 videnskabelige undersøgelser. Resultaterne offentliggøres 31. august i det britiske videnskabelige tidsskrift Journal of Applied Ecology.
Studiet er lavet af Joachim Offenberg, seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet. Joachim Offenberg er biolog og har studeret myrer i næsten 20 år. Hans nye studie omfatter undersøgelser af mere end 50 skadedyrarter på ni afgrøder på tværs af otte lande i Afrika, Sydøstasien og Australien.
Myrer giver højere indtægter og bedre kvalitet
Joachim Offenbergs gennemgang af undersøgelserne viser, at afgrøder som cashewnødder og mango er usædvanligt godt beskyttet mod skadedyr ved brug af vævermyrer. I et treårigt forsøg i Australien viste det sig, at cashewnødderne gav 49 % højere udbytte i parceller patruljeret af myrer i forhold til dem, der var beskyttet af kemikalier. Nøddernes kvalitet var også bedre, så nettoindtægten var 71 % højere med myrer end med kemikalier.
Lignende undersøgelser i australske mangoplantager viste, at brugen af myrer gav det samme udbytte som kemisk bekæmpelse, men fordi myrer var billigere og frugtkvaliteten bedre, var nettoindtægten fra mango produceret med myrebeskyttelse 73 % højere.
"Selv om myrerne kun i sjældne tilfælde er overlegne i forhold til kemikalier, er der mange undersøgelser der viser, at myrer er lige så effektive som sprøjtemidler. Og så er brugen af myrer selvfølgelig meget billigere end kemisk skadedyrsbekæmpelse, "siger Joachim Offenberg.
Myrer er altså ikke et universalmiddel til skadedyrsbekæmpelse. Men Joachim Offenberg mener, at med mere information og uddannelse af landmændene, kunne brugen af myrer være langt mere udbredt i tempererede og tropiske landbrug og skovbrug.
"Vævermyrer har brug for en trækrone til deres reder, så de er begrænset til plantager og skovbrug i troperne. Men jordlevende myrer kan bruges til årsafgrøder som majs og sukkerrør. Europæiske skovmyrer er velkendte til bekæmpelse af skadedyr i skovbrug, og i kommende projekter skal det forsøges at bruge skovmyrer til at bekæmpe fx vintermøl i æbleplantager. Myrer kan måske endda bruges til at bekæmpe sygdomsfremkaldende organismer i planter, fx svampe, fordi myrerne producerer antibiotika mod sygdomme i deres egne tætte samfund," forklarer han.
Myrer er superorganismer
Myrer lever på alle kontinenter undtagen Antarktis og er verdens mest succesfulde gruppe af landlevende dyr. Selvom de er små i størrelse sammenlignet med mennesker, er deres antal enorme; nogle skøn tyder på, at massen af alle myrer på jorden er større end den samlede masse af mennesker.
Myrer lever af andre insekter. De fleste myrearter lever i kolonier i jorden, men nogle tropiske arter yngler i træer og buske. Det er myrernes biologiske egenskaber, der gør dem til så gode skadedyrsbekæmpere.
”Myrer er dygtige jægere, og de arbejder sammen. Når en myre finder sit bytte, bruger den feromoner til at tilkalde hjælp fra andre myrer i kolonien. På den måde kan myrerne ved at arbejde sammen nedlægge selv store skadedyr,” fortæller Joachim Offenberg.
Myrer er organiseret som superorganismer. Det betyder, at myrekolonien som helhed fungerer som en organisme, i stedet for de enkelte myrer. Cellerne - eller i dette tilfælde myrerne - i superorganismen kan bevæge sig i mange retninger på samme tid. Da en myrekoloni kan veje flere kilo i alt, er myrer på samme tid små og store dyr, hvilket gør dem ideelle til at udføre masser af små opgaver, som for eksempel at fjerne små skadedyr fra afgrøder.
Denne artikel er bragt i RØMER, Nyhedsbrevet om natur- og teknisk videnskab fra Aarhus Universitet.
